Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt to børn, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne er meddelt opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Bulgarien den 13. marts 2017. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som det første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klagerne [A] og [B] [i efteråret] 2016 har opnået opholdstilladelse som flygtninge med subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Det må endvidere lægges til grund, at klagerne uhindret vil kunne indrejse i Bulgarien. Flygtningenævnet bemærker særligt vedrørende klagernes børn, at disse er registrerede af de danske myndigheder, og begge har fået udstedt personattester, [C] [i vinteren 2023/2024] og [D] [i vinteren 2024/2025] og har mulighed for at indgive ansøgning om asyl ved indrejsen i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt andre forhold kan føre til, at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark. Klagerne har i den forbindelse henvist til, at familien er en særlig sårbar familieenhed, at familien risikerer at stå uden bolig, og at der er en væsentlig risiko for, at klagerne ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer at blive sendt til Syrien, i strid med princippet om non refoulement. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Bulgarien har tiltrådt Flygtningekonventionen, og som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 19, stk. 2, herunder om efterlevelse af non-refoulement-princippet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at de bulgarske myndigheder ikke overholder deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selvom forholdene for flygtninge i Bulgarien, herunder adgang til arbejde, bolig og lægehjælp, er vanskelige, er de ikke af en sådan karakter, at Bulgarien generelt ikke kan tjene som første asylland. Der er herved også henset til, at udlændinge med international beskyttelse efter bulgarsk lovgivning har samme ret til bistand til det sociale velfærdssystem som bulgarske statsborgere, jf. AIDA rapporten, Temporary Protection Bulgaria, 2024 Update, side 20-24. Det forhold, at klagernes børn er henholdsvis [under et år] og [over et år] gammel betyder ikke i sig selv, at klagerne som familie må anses som ganske særlig sårbar. Den omstændighed, at det af det fremlagte lægelige journalnotat af [foråret] 2025 blandt andet fremgår, at klagernes [ene barn], [C], er kendt med [luftvejssygdom] og skal følges i forhold til relevant behandling, idet [luftvejssygdommen] kan være en livstruende tilstand, hvis ikke den er velbehandlet, og at klagernes [andet barn], [D], er født for tidligt, kan ikke føre til en anden vurdering, idet der ikke er oplyst om særlige behandlingsbehov, som børnene ikke vil kunne få i Bulgarien. Det forhold, at klagerne har oplyst, at de har modtaget trusler fra deres menneskesmugler, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klagerne vil kunne henvises til at søge de bulgarske myndighedernes bistand. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2025/2/Sahe
