Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Privatretlig forhold
Trusler og chikane
Generelle forhold
Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A], fordi han gerne vil giftes med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes [familiemedlem A] i 2015 ville giftes med ansøgeren, men at ansøgerens far og ansøgeren selv afviste dette. [Ansøgerens familiemedlem A] reagerede ved at sige, at han ville brænde ansøgerens hjerte ved at slå ansøgerens [familiemedlem B] ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] i 2015 dræbte hendes [familiemedlem b], og at [ansøgerens familiemedlem A] efterfølgende flere gange har truet ansøgeren med, at han ville dræbe hende og hendes familiemedlemmer. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive smidt ud hjemmefra af [sit familiemedlem C], fordi ansøgerens [familiemedlem B] er død. Ansøgerens advokat har under mødet i Flygtningenævnet gjort gældende, at ansøgeren som enlig kvinde uden netværk er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at allerede fordi ansøgeren ikke kan betegnes som en enlig kvinde uden netværk, er ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har således ved sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i Yemen har [et antal søskende]. Hun har forklaret, at hun har kontakt med dem, og at de snakker sammen næsten hver dag gennem [beskedtjeneste]. Hun har endvidere til sin samtale i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 forklaret, at hun kunne blive boende hos sin bror [C]. Hun har også forklaret, at hun boede hos [familiemedlem B], indtil hun udrejste af Yemen [i vinteren 2019/2020], og at hun stadig taler med [familiemedlem B], der har bedt hende om tilgivelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin privatretlige konflikt til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på meget centrale punkter relateret til sit asylmotiv til samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret 2023] og [foråret] 2024 og ved mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret, at konflikten med hendes [familiemedlem A] opstod i Yemen i 2015, men at hun alligevel kunne opholde sig i Yemen, indtil hun udrejste [i vinteren 2019/2020]. Ansøgeren har forklaret, at hendes [familiemedlem B] blev dræbt af hendes [familiemedlem A] i 2015, fordi [hendes familiemedlem A] friede til ansøgeren, og hendes [familiemedlem B] sagde nej til ægteskabet. Hendes [familiemedlem A] ville stadig gerne giftes med hende imod hendes vilje, og ellers ville han dræbe hende. Ansøgeren forklarede til mødet med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023, at [familiemedlem A] dræbte hendes [familiemedlem B] dagen efter, at [familiemedlem A] havde friet. Ansøgeren forklarede imidlertid til mødet med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024, at [ansøgerens familiemedlem A] dræbte hendes [familiemedlem B] [3-5] måneder efter, at [familiemedlem A] havde friet. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmålet herom. Ansøgeren har også svaret divergerende på andre punkter, herunder om [hendes familiemedlem A] tidligere og efter drabet på hendes [familiemedlem B] har været fængslet. Ansøgeren kan herefter ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Socioøkonomiske forhold er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet finder efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Yemen er alvorlig, men ikke i en sådan grad, at ansøgeren risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Yemen, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en tilbagesendelse til Yemen i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2024/2/eeb