Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Født i Danmark.Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim og født i Danmark. Ansøgeren er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har været politisk aktiv på sociale medier, hvor han har kritiseret Erdogan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv på anden måde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at aftjene militærtjeneste i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved den seneste fornyelse af sit nationalitetspas på den tyrkiske ambassade i Danmark på en truende måde fik at vide, at det var sidste gang han kunne få passet fornyet, før han skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter problemer som følge af at hans [familiemedlem] er blevet sigtet for at være tilknyttet Gülen-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deler efternavn med [sit familiemedlem], og at de begge er kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter problemer som følge af at have kritiseret Erdogan i en tråd til et opslag på sociale medier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i den forbindelse modtog en trussel fra en ukendt profil, som angav, at ansøgeren bare skulle vente, til ansøgeren kom til Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han frygter problemer, fordi nogle kollaboratører har videregivet informationer til de tyrkiske myndigheder om ansøgerens udvisningsdom i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere oplyst, at han frygter problemer, fordi han er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt fra mange kurdere, at man som kurder bliver beskyldt for alt muligt i Tyrkiet. Endelig har ansøgeren oplyst, at det forhold at han ikke kan sproget og at han ikke har netværk i Tyrkiet ud fra en samlet vurdering med det som han i øvrigt har anført bør føre til. at han får en ny beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for hans asylansøgning til grund, men finder, at der ikke kan meddeles ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at forholdene omkring aftjening af militærtjeneste i Tyrkiet, herunder for etniske kurdere, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilkommer det enkelte land at lovgive om værnepligt, herunder med hensyn til sanktioner ved udeblivelse fra militærtjeneste. Det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, at strafferammen for udeblivelse fra militærtjeneste i Tyrkiet er op til 3 års fængsel, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelser med bødestraf fra omkring 300 til 34.000 tyrkiske lira, hvilket ikke kan anses for nogen uproportional sanktion set i forhold til dansk retstradition. Med hensyn ansøgerens [familiemedlems] tilknytning til Gülen-bevægelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke er blevet truet eller har oplevet problemer på baggrund af [sit familiemedlems] forhold. Det forhold, at ansøgeren er i familie, deler efternavn og har en kurdisk baggrund kan ikke føre til en ændret vurdering. Med hensyn til det af ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet anførte om, at hans [familiemedlem] skulle være snuppet i [asiatisk land A] eller i [asiatisk land B] med flere millioner af ukendt valuta, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende forklaring, da ansøgeren ikke har oplyst om det ved samtaler med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren i øvrigt i forvejen ikke har kunnet oplyse noget om [dette familiemedlems] forhold, der kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. For så vidt angår ansøgerens kommentarer omkring 2016 til et opslag i en tråd på [socialt medie], hvor han angiveligt har kritiseret Erdogan i fire kommentarer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, karakteren og omfanget heraf, og at det ligger langt tilbage i tid. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har modtaget en trussel fra en ukendt profil på [socialt medie] kan ikke føre til en ændret vurdering, Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke kendte personen, og at ansøgeren selv tror, at det var en falsk profil, idet profilen ikke havde et profilbillede. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den angivelige trussel er tilbage fra omkring 2016, og at han ikke modtaget trusler fra profilen efterfølgende. Ansøgeren kan herefter ikke anses for at have sandsynliggjort, at disse kommentarer i en tråd på [socialt medie] kan antages at have bragt sig i de tyrkiske myndigheders søgelys, og at han dermed vil kunne anses at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter, at nogle kollaboratører har videregivet informationer til de tyrkiske myndigheder om hans udvisningsdom i Danmark, finder Flygtningenævnet, at det beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet finder herefter ikke kan anses for at have sandsynliggjort, at han dermed vil kunne anses at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv om, at ansøgeren skulle opleve problemer, fordi han er kurder, bemærker Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsbehandling med hensyn til det anførte om ansøgerens [familiemedlem]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Tyrk/2024/5/sesc