syri202458

Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2024/59 og Syri/2024/60. Indrejst i 2014 og 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer. Den mandlige klager er født i [by A], Al-Hasakah, Syrien. Den kvindelige klager er født i [by B], Hasaka, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har senest [i efteråret] 2023 forlænget den mandlige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med gyldighed fra [vinteren 2024/2025] til [vinteren 2026/2027]. Det fremgår videre, at den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har senest [i sommeren] 2024 forlænget den kvindelige klagers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med gyldighed fra [efteråret] 2024 til [efteråret] 2026. Klagernes advokat har [foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres søn, [A], som i [sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes søn var på daværende tidspunkt og er fortsat boende sammen med sine forældre og søskende. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus: Klagernes søn, [A], er [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige klager er [i vinteren 2015/2016] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og den kvindelige klager er [i sommeren] 2017 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, begge som følge af de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager indrejste i Danmark den [i sommeren] 2014, og den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 med klagernes tre børn, herunder sønnen [A]. Inden udrejsen af Syrien boede de sammen med deres børn, herunder deres søn [A], og de fortsatte med at bo sammen som familie efter, at familien indrejste i Danmark. Videre boede de sammen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse til [A] i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2017. Klagerne opfyldte således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2017 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboende søn [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Det fremgår af referatet af mødet i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales videre i referatet, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og at nævnets prøvelse isoleret set alene er, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerne på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 i sønnen [A’s] asylsag opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres hjemmeboende søns opholdstilladelse. Klagerne skal derfor efter nævnets praksis og det anførte i det ovennævnte referat af et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2024/58