Nævnet hjemviste i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon og Syrien. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse foretage en høring af de libanesiske myndigheder om, hvorvidt den mandlige ansøger er libanesisk statsborger. Henvendelsen skal ske uden oplysning om de dokumenter, som ansøgeren har oplyst at have forfalsket. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en sådan henvendelse må antages at være uden risiko for den mandlige ansøger, som i øvrigt har meddelt samtykke til henvendelsen. Udlændingestyrelsen kan overveje, hvorvidt der tillige skal ske en høring af de libanesiske myndigheder af, hvorvidt ansøgernes ægteskab er registreret/gyldigt. Udlændingestyrelsen bedes, såfremt det bekræftes, at den mandlige ansøger er libanesisk statsborger, vurdere, hvorvidt ansøgerne - henset til oplysningerne om, at ansøgerne alene er religiøst viet - efter de libanesiske regler kan anses for ægtefæller med deraf følgende virkning for den kvindelige ansøger. Det bemærkes, at advokaten forud for nævnsmødet har fremlagt en vielsesattest. Udlændingestyrelsen kan i den fortsatte behandling af sagen endvidere overveje at anmode den mandlige ansøger om at tilgå UNRWA’s Digital Registration Platform og downloade de dokumenter, som UNRWA er i besiddelse af. Der henvises til UNRWA Registration Verification Units e-mail af [vinteren] 2024 (sagens akter side [sidetal]).”
Stat/2025/7clu