Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], [region], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har tilhørsforhold til [klan A], subklan til [klan B]. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, og at han indrejste i Danmark [i foråret 2013] sammen med sin medfølgende søn. Det fremgår videre af sagen, at klageren [i foråret 2022] fik forlænget klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at en nægtelse af forlængelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har [i foråret 2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, subsidiært § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han frygter Al-Shabaab og [klan C]. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende al-Shabaab har klageren oplyst, at de var overalt i [by], og at de to gange har henvendt sig til klageren for at få ham til at tilslutte sig dem. Klageren har herom yderligere oplyst, at han i seks måneder efter sin udrejse fra Somalia til Etiopien, løbende modtog tekstbeskeder fra Al-Shabaab, hvor der stod, at de ville slå ham ihjel, og at de vidste, hvor han var. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende [klan C] har klageren oplyst, at medlemmer fra klanen besøgte hans bopæl for at rekruttere ham, mens han boede i [by] i Somalia. Herom har klageren yderligere oplyst, at [klan C] som straf for at klageren nægtede at tilslutte sig dem, fordrev hans familie fra deres bopæl, mens klageren var til lægen med sin søn. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, hvis hjemby er [by] i [region], er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, men finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller har en individuel konflikt med al-Shabaab og/eller med [klan C]. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret 2021] oplyste, at han frygtede al-Shabaab, fordi de var overalt i området, og at de henvendte sig til ham to gange og ville have ham til at tilslutte sig dem, og at han hørte rygter om, at de ville slå ham ihjel. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at al-Shabaab kom to gange om natten til hans hus i byen, hvor de ville have ham til kæmpe med dem, og at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke ville kæmpe med dem. Flygtningenævnet lægger herefter efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger til grund, at al-Shabaabs henvendelse til ham var led i en generel hvervning. Med hensyn [klan C] lægger Flygtningenævnet til grund, at denne klan forsøgte at rekruttere klageren, og at de efterfølgende fordrev ham og hans familie fra bopælen, men at konflikten må betragtes som afsluttet. De generelle forhold i Somalia kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering og af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 8, stk. l, jf. § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Soma/2024/26/sesc