Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet af myndighederne eller at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i Nigeria, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans mandlige partner i Nigeria blev slået ihjel i deres fælles hjem af en større gruppe mennesker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han efter denne hændelse holdt sig skjult i en landsby i et par måneder, indtil han udrejste til [europæisk land]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgeren – som også anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Forklaringen har, ligeledes for Flygtningenævnet, fremstået overfladisk, afglidende og utroværdig. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet navnlig til ansøgerens forklaring om ikke at kunne huske, hvornår hans partner i Nigeria skulle være blevet slået ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst ikke at kende sin mangeårige partner i [europæisk lands] efternavn eller alder, ligesom han ikke har kunnet fremvise billeder af ham på en af de to telefoner, han havde med til Danmark, og som han oplyste at have haft i [1-3] år. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren har forklaret forskelligt om blandt andet, hvorvidt han er opvokset hos sine forældre eller på børnehjem, hvornår han mødte sin partner i [europæisk land], og hvor hans partner i Nigeria blev overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans og partnerens forhold i [europæisk land] var officielt. Til samtalen i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han og partneren var et kendt par, boede sammen og gik med hinanden i hånden på gaden. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har ansøgeren derimod oplyst, at han ikke havde billeder af sin partner på telefonen, fordi de forsøgte at holde forholdet hemmeligt. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om blandt andet selv at være blevet overfaldet i Nigeria, at han er eftersøgt i landet, og at myndighederne skulle have offentliggjort et billede af ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/11/EEB