Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indså, at han var homoseksuel, da han var ung og gik i gymnasiet. Ansøgeren havde en ven ved navn [tidligere kæreste A], som han indledte et forhold med. Forholdet sluttede kort tid efter, at de forlod gymnasiet. Ansøgeren har videre oplyst, at han indledte et forhold med en mand ved navn [tidligere kæreste B] i 2021. Ansøgeren afbrød forholdet i 2022, hvorfor [tidligere kæreste B] blev sur og overfaldt ansøgeren sammen med tre andre mænd. Ansøgeren holdt sig skjult på sin mors bopæl frem til sin endelige udrejse af Kenya. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund, idet ansøgeren – som også anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Forklaringen har, ligeledes for Flygtningenævnet, fremstået ganske utroværdig. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet navnlig til ansøgerens divergerende forklaringer om, hvornår han erkendte, at han var homoseksuel, samt hvornår forholdet til [tidligere kæreste A] skulle have udviklet sig til at være af seksuel karakter. Hertil kommer oplysningerne i relation til ansøgerens forklaring om [tidligere kæreste B]. Flygtningenævnet tiltræder, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke har kendskab til [tidligere kæreste B´s] efternavn, alder og beskæftigelse. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren har forklaret forskelligt om blandt andet tidspunktet for, hvornår han og [tidligere kæreste B] mødte hinanden; hvornår forholdet sluttede; hvornår han angiveligt skulle være blevet overfaldet; antallet af gange han blev overfaldet og de skader, han pådrog sig under overfaldene. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han anmeldte overfaldene til politiet. I asylskema af [efteråret] 2023 har ansøgeren oplyst, at han ikke rettede henvendelse til politiet, hvorimod han i samtaler med udlændingemyndighederne [i vinteren 2023/2024] og [i sommeren] 2024 og i Flygtningenævnet har oplyst, at han anmeldte overfaldene til politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Keny/2024/3/DIEI