iran202523

Nævnet stadfæstede i maj 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk perser og ikke religiøs fra [by] i [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, udover at han har oplyst, at han har delt politiske opslag på sin blog. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter dødsstraf i Iran, idet han har udtalt sig regimekritisk på en offentlig blog. Han har til støtte herfor oplyst, at han i foråret 2021 oprettede en offentlig blog på internettet med henblik på at skrive om programmering. I forbindelse med drabet på Mahsa Amini begyndte ansøgeren at dele opslag af politisk karakter, herunder opslag om protesterne i Iran, der opstod som følge af drabet. [I vinteren 2022/2023] kunne ansøgeren ikke logge ind på sin blog, idet det af en pop-up besked fremgik, at bloggen var blevet spærret af det iranske Cyber Politi. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har delt regimekritisk indhold på sin profil på [socialt medie]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke under samtaler med Udlændingestyrelsen nærmere har beskrevet indholdet af opslag på bloggen på trods af, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at opslagene påvirkede ham, og at han gjort meget ud af at formulere opslagene, så de fremstod originale og ikke som kopier fra andre. Ansøgeren har i relation til opslag vedrørende Mahsa Aminis død alene kunne forklare kort og udetaljeret herom på trods af flere udarbejdede opslag om hende, og ansøgeren har ikke kunne oplyse antallet af opslag, der skulle være lagt på bloggen, og som skulle være kritiske mod det iranske styre. Hertil kommer, at ansøgerens familie i Iran ikke er blevet opsøgt af de iranske myndigheder som følge af opslagene på bloggen, der blev lagt op efter Mahsa Aminis død og frem. I den forbindelse bemærker nævnet, at bloggen blev oprettet i foråret 2021 med henblik på at skrive om ny teknologi og programmering, som ansøgeren interesserer sig for. Endvidere er de opslag, som ansøgeren har fremlagt for nævnet uden URL-adresse, hvorfor det ikke kan afgøres, om de har været tilgængelige på internettet. Ansøgeren har om baggrunden herfor forklaret, at det skyldes, at de fremlagte opslag er gemt via hans laptop som back-up. I forhold til ansøgerens oplysninger om at de iranske myndigheder skulle have hacket ansøgerens blog, fremgår det af bloggen, at den fortsat fungerer og er åben fra Danmark. Opslaget med logo fra Cyber Police vil derfor kunne lægges op af en person, der har mailadressen og adgangskoden til bloggen. Ansøgeren har oplyst, at han har forsøgt at logge ind på sin blog, men det var ikke muligt, og han har ikke undersøgt via [platformen], som er det sted, hvor bloggen ligger, om det er muligt at nulstille adgangskoden mv. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at myndighederne skulle vælge af hacke ansøgernes blog, der alene har haft [mellem 600 og 900] visninger, og lægge et opslag på bloggen samt ændre profilbilledet og ikke blot lukke bloggen. Hertil kommer, at ansøgeren er uprofileret, og at bloggen efter ansøgerens forklaring nemmest fremsøges via hans navn. Det bemærkes endvidere, at Cyber Politiets logo nemt kan fremfindes ved en googlesøgning. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt han har brugt andre sociale medier til politiske opslag. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 oplyst, at han ikke har benyttet andre sociale medier til politiske opslag, mens han for nævnet har fremlagt flere opslag fra sin [profil på socialt medie] med politiske opslag fra 2022. I relation til de politiske opslag fra ansøgerens [profil på socialt medie] finder nævnet, henset til at ansøgeren alene har et begrænset antal følgere bestående af venner og bekendte sammenholdt med den begrænsede politiske aktivitet, at ansøgeren ikke kan anses for at være profileret eller eksponeret på en sådan måde, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge heraf. Det bemærkes endvidere, at den foreviste [profil på socialt medie] er privat. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at er kommet i et asylbegrundede modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at han derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2025/23/sahe