Nævnet meddelte i april 2025 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Genoptaget sag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med en organisation, som var imod Khomeini-styret forud for sin indrejse i Danmark i 1984. Ansøgeren deltog i demonstrationer, uddelte løbesedler, satte ild til bildæk og samarbejdede med andre organisationer. I [starten af 1990’erne] blev ansøgeren medlem af [pro-monarkistisk forening], men har siden ikke betalt kontingent. Ansøgeren betegner sig selv som monarkist. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter sin genindrejse i Iran i [start 1990’erne] blev tilbageholdt og meddelt udrejseforbud som følge af sin politiske aktivitet. Ansøgeren har som asylmotiv under sin genoptagelsessag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse i 2002 ikke forholdt sig til ansøgerens konversion. Ansøgeren blev døbt i 2001 i [by]. Ansøgeren har gået i kirke og missioneret på [asylcenter]. Ansøgeren har ligeledes en tatovering af [et kristent symbol på sin arm]. Ansøgeren har levet mange år som kristen, hvor han blandt andet jævnligt har set kristne tv-kanaler, været gudstjenester, deltaget i bibelmøder og læst i biblen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet på en overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning, ligesom han har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hans hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse, hvorfor han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om særlige forhold taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom [i 2004] idømt [20-60] dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 171, jf. til dels § 21, og udvist med indrejseforbud i tre år. Ansøgeren blev [af en byret i 2009] idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1. Foranstaltningen blev ophævet ved [byrettens] kendelse af [2011]. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom af [2012] idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser vedr. formueforbrydelser og forbrydelser mod den offentlige myndighed] og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år Flygtningenævnet finder på baggrund af dommene af [2009] og [2012] at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren er psykisk syg med [diagnose] og modtager behandling herfor. Dette blev blandt andet lagt til grund i dommen af [2012], hvor det blev angivet, at ansøgeren var sindssyg og omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Dommen af [2009] er ikke tilgængelig for Flygtningenævnet, men Flygtningenævnet lægger efter domskonklusionen til grund, at ansøgeren også ved denne dom blev fundet sindssyg og omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at vurderingen af ansøgerens forhold skal foretages i lyset heraf, jf. bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 30. maj 2023 i Azzaqui mod Holland eller princippet i dommen. Ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2000. Han er efter [dommen af 2009] og dommen [af 2012] ikke dømt for strafbare forhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold og sagens oplysninger i øvrigt, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2025/17/lnk
