Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de humanitære hensyn i sagen, herunder klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark og hensynet til barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark samt barnets tarv, jf. Dublinforordningen artikel 17, stk. 1 jf. artikel 6, stk. 1 og præamblens pkt. 13, 14 og 17, Den Europæiske Menneskerettigheds Konventionens artikel 8, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 24 samt Børnekonventionens artikel 3, kan føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter nævnets praksis ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Det forhold, at klageren blandt andet har oplyst, at han har sin forlovede og sine to stedsønner i Danmark samt, at han har oplyst, at han og hans forlovede er blevet viet i en kirke, og at de i [foråret] 2024 har søgt om at indgå et civilt registreret ægteskab i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, om barnets tarv, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. l, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Derudover har nævnet lagt vægt på Dublinforordningens grundlæggende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat samt, at klageren i Tyskland er meddelt afslag på asyl, og at det som udgangspunkt vil stride mod Dublinforordningens formål, at en afvist asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det omhandlede familieliv er etableret på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herudover, at klageren for så vidt angår familielivet, herunder klagerens relation til sin partner og hendes særbørn, må henvises til at indgive en ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder på efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet har heller ikke fundet, at der er forhold i sagen, der kan begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at klager over Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel i medfør af Dublinforordningen behandles på formandskompetencen jf. udlændingelovens § 53, stk. 10, og § 56, stk. 3. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2025/21/flfr
