Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til mangler i asylprocessen i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at de svenske myndigheder har fejlbehandlet hans asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i Sverige er meddelt endeligt afslag på asyl, og at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid, må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt han fortsat mener, at hans asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår klagerens frygt for refoulement, kan det heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Sver/2025/18/kdo
