Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige, herunder hvad angår adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har henvist til, at hans asylsag skal behandles i Danmark, idet han ved overførsel til Sverige vil stå uden indkvartering og adgang til sundhedsbehandling. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han siden 2019, hvor han blev meddelt afslag på asyl i Sverige, har levet på gaden og er blevet nægtet sundhedsbehandling. Der er endvidere henvist til, at han har en historik med [misbrug], selvmordstanker og indlæggelser som følge af psykiske problemer. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDAs Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDAs Country Report Sweden (2024 Update May 2025). Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C- 163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren lider af bl.a. selvmordstanker og psykiske problemer, men det kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark, da klageren ifølge baggrundsoplysningerne i Sverige vil være berettiget til akut lægehjælp. Flygtningenævnet bemærker desuden, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2025/14/CARA
