Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres tre børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne har fået afslag på asyl, og er i udsendelsesposition til deres hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden deres asylsag var færdigbehandlet. [I foråret] 2025 har klagerne fået et endeligt afslag på asyl i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18. stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne er i udsendelsesposition, kan ikke føre til, at deres asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Sverige har accepteret at tilbagetage klagerne i medfør af Dublinforordningens artikel 18, litra b, hvoraf det fremgår, at klagerne har fået afslag i både første og anden instans, men at afgørelsen ikke er endelig. Flygtningenævnet kan endvidere henholde sig til Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025, hvor det blandt andet fremgår, at klagerne har fået behandlet deres asylsager i Sverige. Dublinforordningens formål er at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgning om international beskyttelse. Det vil derfor være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle klagernes asylsøgning i Danmark, da klagerne allerede har fået færdigbehandlet deres asylsag i Sverige. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ikke har følt sig retfærdigt behandlet i asylproceduren, kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise klagerne til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Sverige for at indgive en klage. Det forhold, at den mandlige klageren er blevet overfaldet i [hjemland], kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2025/12/DIEI
