Nævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke havde fået en fair asylsagsbehandling i Rumænien, samt at han ved en overførsel til Rumænien var i risiko for refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af lovens § 29 a, stk. 1, fremgår, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Rumænien ikke har fået en fair behandling af sin asylsag og ikke har haft mulighed for at forklare om sit asylmotiv til de rumænske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren i Rumænien fik udstedt et asylkort, som han destruerede, og at han deltog i en samtale, hvorunder han oplyste, at han ikke ønskede at søge asyl i Rumænien, men i stedet ville til Danmark. Nævnet skal i den forbindelse fremhæve, at en klagers personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle asylansøgningen, idet dette vil stride mod formålet med Dublinforordningen. Det fremgår af de rumænske myndigheders svar [i efteråret] 2024 til de danske myndigheder, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om asyl i den administrative fase [i sommeren] 2024, og at denne afgørelse er endelig, da klageren ikke har indgivet en klage over afgørelsen. Klageren må således henvises til at indgive en ”subsequent application” i Rumænien, såfremt han ønsker at få genåbnet sin asylsag. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s ”Country Report: Romania – 2023 Update” udgivet i juli 2024, side 78, hvoraf blandt andet fremgår: “For persons returned to Romania who have been previously interviewed and received a negative decision in the administrative phase of the procedure and have not sought judicial remedy, the asylum procedure does not continue. They may only lodge a subsequent application.”. Det fremgår af samme rapport, at en ”subsequent applicant” kan få adgang til en ny asylprocedure blandt andet, hvis han eller hun kan fremlægge nye oplysninger eller elementer, der ikke indgik i den oprindelige asylsagsbehandling. Der er ingen frist for indgivelse af en ”subsequent application”, ligesom afslag på en sådan ansøgning kan indbringes for domstolene. Det forhold, at klageren har oplyst, at han blev dårligt behandlet og slået af politibetjente i Rumænien, kan ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at klage over det rumænske politis behandling af klageren til den relevante overordnede myndighed i Rumænien. Det af klageren anførte om, at han har en konflikt i Rumænien med [en privatperson], kan heller ikke føre til en anden vurdering. Klageren må – uagtet hans oplysning om en enkeltstående dårlig oplevelse med politibetjente i forbindelse med sin indrejse – henvises til at rette henvendelse til de rumænske myndigheder, der må antages at have evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Rumænien har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Rumænien. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Rumænien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.”. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har familie i Danmark, herunder [fem familiemedlemmer], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lægt vægt på, at klagerens familie i Danmark ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlem” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem ham og hans familie i Danmark. Heller ikke det oplyste om klagerens helbredsforhold, herunder at han har smerter i hovedet og problemer med sin hukommelse, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Rumae/2024/2/marau
