Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de østrigske myndigheder ikke have foretaget en grundig behandling af ansøgerens sag samt at han har en kæreste i Danmark, der er gravid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens asylansøgning bør realitetsbehandles her i landet under henvisning til, at han har en dokumenteret konflikt med [myndighederne i hans hjemland], men at de østrigske myndigheder kun har afdækket denne konflikt overfladisk, idet han kun var til én samtale af en times varighed, på hvilken baggrund de østrigske myndigheder meddelte ham afslag på asyl. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Østrig har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Østrig. Baggrundsoplysningerne giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Østrig som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens subjektive frygt for ikke at have fået en retfærdig asyl-sagsbehandling i Østrig. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at der ikke skal ske overførsel af klageren til Østrig, fordi han har en kæreste, [A], bosiddende i Danmark og hun er gravid med deres fælles barn. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klagerens kæreste og ufødte barn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet oplysninger i sagen om, at der er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har kendt hinanden i nogle måneder. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af blandt andet reglerne om familiesammenføring. Endelig bemærker Flygtningenævnet vedrørende det forhold, at klageren ikke føler sig sikker i Østrig, fordi en bande truede med at slå ham ihjel, at klageren må henvises til at kontakte de østrigske myndigheder, såfremt han oplever lignende problemer, idet de østrigske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet finder således, efter en gennemgang af sagen, ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.”. Dub-Østr/2025/1/sahe
