Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hans asylsag ikke blev behandlet retfærdigt i Norge samt til, at hans ægtefælle og deres børn opholder sig i Danmark som asylansøgere. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af lovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Norge har da også [i foråret] 2025 accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren mener, at hans asylsag ikke er blevet behandlet retfærdigt i Norge, herunder fordi hans sag er blevet behandlet særligt restriktivt som følge af en stramning af lovgivningen i Norge i 2024, samt fordi han var den eneste i den gruppe af [nationalitet], som han ankom til Norge med, der fik behandlet sin sag efter de nye regler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Norge har tiltrådt både Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen i den forbindelse lagt vægt på de af klageren oplyste omstændigheder omkring de norske myndigheders behandling af hans asylsag, herunder at klageren har deltaget i flere samtaler med de norske myndigheder, og at han har udnyttet klageadgangen i forbindelse med, at han i første instans blev meddelt afslag på sin ansøgning om asyl. Hertil kommer, at klageren har oplyst, at han ikke har haft konflikter med hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Norge. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at klageren ikke har oplyst om forhold vedrørende behandlingen af hans asylansøgning i Norge, der – sammenholdt med baggrundsoplysningerne – giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Det forhold, at klagerens ægtefælle og deres tre børn opholder sig i Danmark som asylansøgere, kan heller ikke føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag i Norge, og nævnet finder, at der ikke grundlag for at fravige det nævnte hovedprincip. Flygtningenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Heller ikke det oplyste om klagerens helbredsforhold, herunder at han er stresset, har tabt sig og lider af søvnvanskeligheder, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Norge vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2025/3/lafal
