Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for, at klagerens sag skal behandles i Danmark har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, at der er risiko for, at klageren i Nederlandene er i risiko for hjemløshed samt at han er psykisk sårbar og har brug for medicin, hvilket han ikke nødvendigvis vil have adgang. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at han i forbindelse med sit afslag på asyl fik et brev fra de nederlandske myndigheder, hvor det fremgår, at han skulle forlade sin indkvartering og ikke vil være berettiget til at modtage ydelser. Efter baggrundsoplysningerne om Nederlandene må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, idet det fremgår, at retten til indkvartering som udgangspunkt ophører efter et afslag på asyl, hvorefter en udsendelsesperiode på fire uger påbegynder. Det fremgår endvidere, at de altid har ret til akut lægehjælp. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Netherlands (2024 Update May 2025). Nederlandene har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de nederlandske myndigheder, der inden for rammerne af den nederlandsk lovgivning og Nederlandenes internationale forpligtelser, i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Nederlandene, herunder såvel de nederlandske myndigheder som den nederlandske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Nederlandene som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Nederlandene, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/1 15 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme made som udlændinge, der lovligt opholder sig i Nederlandene, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren som afvist asylansøger ikke af de nederlandske myndigheder tilbydes indkvartering udgør således ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes herved, at klageren ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp af grunde, som er uafhængige af hans vilje og personlige valg. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de nederlandske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med nederlandsk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af AIDA-rapporten heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det nederlandske indkvarteringssystem – er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Nederlandene og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne forhold og bemærker, at klageren efter baggrundsoplysningerne om forholdene for personer, der har fået afslag på asyl i Nederlandene vil være berettiget til akut lægehjælp. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2025/5/sahe
