Nævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst, inden klagerens asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien, som det land, hvor den første ansøgning om international beskyttelse er indgivet, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende principalt, at hans asylsag skal behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, under henvisning til hans stærke tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har indledningsvist begrænset sagen til at angå spørgsmålet herom. Det fremgår af sagen, at klageren er født i Danmark. Klagerens forældre havde fælles forældremyndighed. Til trods herfor udrejste klagerens [forældre A] til [land] med klageren og dennes [familiemedlem] i [2004-2007], da klageren var [4-7] år gammel – uden [forældre B’s] viden eller samtykke. [Forældre B] anmodede på den baggrund om, at der blev indledt en politimæssig efterforskning af sagen, herunder med henblik på at konstatere, om straffelovens § 215 kunne være overtrådt. Politiet traf senere afgørelse om at indstille efterforskningen. [Forældre B] søgte endvidere efter klagerens udrejse om forlængelse af hans opholdstilladelse, og Udlændingestyrelsen traf i [2008-2011] afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Klageren har i årene derefter kommunikeret med [forældre B] i Danmark 1-2 gange pr. uge, herunder via videoforbindelse. Han har imidlertid ikke set [ham/hende], dels fordi [forældre A] ikke ville lade [forældre B] indrejse i [land] på et besøgsvisum, dels fordi [forældre A] ikke tillod klageren at tage til Danmark. Klageren har oplyst, at han flere gange har forsøgt at få visum til Danmark, men at det ikke er lykkedes. Klageren har endvidere som myndig gennem en længere periode haft intensioner om at rejse til Danmark, men har ikke haft økonomisk formåen, ligesom [forældre A] har afvist at medvirke til at fremskaffe de nødvendige dokumenter. Klageren har siden indrejsen i Danmark i 2023 opholdt sig hos [forældre B] i weekenderne, hvor klagerens [4-7 årige søskende] også bor. Under disse omstændigheder, hvor klagerens langvarige ophold uden for Danmark beror på de ovennævnte helt særlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne menneskelige grunde, at klagerens ansøgning om asyl undtagelsesvis bør behandles her i landet, jf. Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.”. Dub-Kroa/2024/2/leuds
