Nævnet stadfæstede i juli 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen eller behandles i Danmark, blandt andet til det af klageren oplyste om, at han er meddelt asyl i et nærmere bestemt land i Schengensamarbejdet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ifølge EURODAC-databasen [i vinteren 2022/2023] er registreret som asylansøger i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i foråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har fået asyl i [land i Schengensamarbejdet] samt det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at ansøgeren ikke har adgang til dokumentation for sin opholdstilladelse i [land i Schengensamarbejdet], som følge af, at han er frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering, herunder at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Det af klageren oplyste om, at han kort tid efter han fik asyl i [land i Schengensamarbejdet], blev opsøgt af en organisation på asylcenteret, der tilbød ham at tage til Finland, og at klageren accepterede deres tilbud, fordi han troede, at han var blevet accepteret af de finske myndigheder som anerkendt flygtning med en opholdstilladelse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Løbenummer: Dub-Finl/2025/3/lafal