Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by A] i [region A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af hans tidligere ansættelsesforhold hos den afghanske sikkerhedstjeneste. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [2017] blev ansat i [enhed A i sikkerhedstjenesten] i [by B]. Enheden beskæftigede sig med national sikkerhed og var opdelt i tre underafdelinger, hvor ansøgeren var ansat i [afdeling A]. Hans arbejdsopgave bestod i [nærmere beskrivelse af afdelingen og ansøgerens arbejdsopgaver]. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været involveret i anholdelsen af mange Talibanmedlemmer, som led i sit arbejde, og da Taliban overtog magten i Afghanistan, blev alle de tidligere anholdte og indsatte løsladt. Disse personer søger hævn over dem, der har anholdt dem. Derfor blev ansøgeren nødt til at flygte for ikke at blive dræbt af de personer, hvis anholdelse han har været involveret i. Ansøgeren har endvidere oplyst, at Taliban er i besiddelse af oplysninger om alle de personer, der har arbejdet for de afghanske myndigheder og for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren har endelig oplyst, at omkring en uge efter hans udrejse af Afghanistan [i start august] 2021, blev hans familie opsøgt af Taliban, der efterspurgte ansøgerens tilstedeværelse. Da familien oplyste, at ansøgeren var udrejst, tog Taliban ansøgerens far og tilbageholdte ham i to dage, hvor de udsatte ham for vold. Faren fik at vide, at familien havde to uger til at finde ansøgeren. Efter to uger opsøgte Taliban igen familien, og da ansøgerens far fortalte, at familien ikke kendte til ansøgerens tilstedeværelse blev han igen tilbageholdt og udsat for vold af Taliban. Med hjælp fra ældre mænd fra området blev ansøgerens far løsladt igen, men døde af sine skader to til tre uger efter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin uddannelse og om sine arbejdsopgaver til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent herom under fem samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren [har en længere videregående uddannelse], og at han var ansat [i en underordnet stilling] i den afghanske sikkerhedstjenestes [afdeling A] i [by B] i perioden fra [2017] indtil Talibans magtovertagelse i august 2021. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren ikke har deltaget i afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, og at han ikke havde kendskab til arbejdsmetoderne i [afdeling B], som forestod den videre sagsbehandling. Ansøgeren har dog under den tredje gensamtale forklaret, at han havde en generel opfattelse af, at tortur kunne forekomme i et tredjeverdensland som Afghanistan. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at den dagældende lovgivning i Afghanistan omfattede et forbud mod tortur, understøttes af baggrundsoplysninger. Der forekommer sandsynligt, at ansøgeren som forklaret er blevet undervist i disse regler i forbindelse med, at han tiltrådte stillingen i sikkerhedstjenesten. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet bemærker, at de handlinger, der skal bedømmes under den foreliggende sag, ikke er omfattet af begrebet ”forbrydelser mod menneskeheden” som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Flygtningenævnet henviser til, at der ikke er tale om overgreb begået inden for rammerne af systematiske angreb mod civilbefolkningen. Ved vurderingen af, om Flygtningekonventionens artikel 1 F (b) om alvorlige ikke-politiske forbrydelser kan bringes i anvendelse bemærkes indledningsvis dels, at bestemmelsen er en undtagelse til princippet om flygtninges ret til beskyttelse og derfor skal fortolkes indskrænkende, dels at bevisbyrden for, at der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse, påhviler myndighederne, og dels at beviskravet er, at der skal være ”alvorlig grund til at antage”, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse. Om bedømmelse af ansøgerens individuelle handlinger bemærkes, at følgende fremgår af UNHCR’s Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees, punkt: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analyzed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organization or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed…”. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne er usikkert om eller i hvilket omfang tortur blev anvendt på ansøgerens arbejdssted. Eksempelvis fremgår det af UNAMA’s og OHCHR’s rapport, Preventing Torture and Upholding the Rights of Detainees in Afghanistan, fra februar 2021, side 4, at graden af anvendelse af tortur havde været faldende i Afghanistan siden 2011. Endvidere fremgår det af tabeller på side 15 til 19 i rapporten, at der var store forskelle på, i hvilket omfang tortur blev anvendt i forskellige provinser i Afghanistan, og specifikt om ansøgerens provins, [A], fremgår det, at der ud af 42 personer var 7, som i 2017 til 2018 havde oplyst, at de havde været udsat for tortur. Disse oplysninger giver ikke grundlag for at antage, at ansøgeren burde have vidst, at personer, som han havde medvirket til at anholde og afhøre, ville blive udsat for tortur. Herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens handlinger, hans underordnede stilling, at han ikke selv har deltaget i afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, og at han ikke har haft kendskab til, om der i andre afdelinger er anvendt tortur finder Flygtningenævnet, at der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse som omhandlet i Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2025/2/sahe
