Nævnet stadfæstede i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Klageren, der indrejste som mindreårig i 2009, blev i 2010 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved ankedom afsagt i vinteren 2023/2024 blev klageren idømt 4 år og 6 måneders fængsel for narkokriminalitet, ligesom han blev udvist med indrejseforbud i 12 år.
Flygtningenævnet udtalte:
"Klageren er afghansk statsborger, [etnicitet], [religion] og oprindeligt fra [provins]. Klageren, der er registreret som født i [midten af 1990erne], indrejste i Danmark [i 2009]. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at hans far forsvandt cirka tre et halvt år før mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2010, idet faren ikke kom hjem fra sit arbejde i politiet eller sikkerhedsstyrkerne. Klagerens familie blev efterfølgende flere gange opsøgt af pashto talende mænd, der spurgte efter klagerens far og onkel. Mændene truede klageren, og det blev besluttet, at klageren skulle udrejse. Flygtningenævnet lagde klagerens forklaring til grund og meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen henvist til sit oprindelige asylmotiv og supplerende oplyst, at han tillige frygter at påkalde sig Talibans og lokalbefolkningens opmærksomhed, fordi han er [etnicitet] og vestliggjort. Udlændingestyrelsen har [i efteråret ]2024 truffet afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Det blev samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra beskyttelse, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsrets] ankedom af [vinteren 2023/24] idømt fængsel i 4 år og 6 måneder og udvist med et indrejseforbud i 12 år for at have begået alvorlig narkokriminalitet ved [beskrivelse af gerningsindhold]. Efter navnlig karakteren og omfanget af den kriminalitet, som klageren har begået, tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 201 1195/EU af 13. december 2011, i bla. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter forbrydelsen med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag. Henset til karakten og omfanget af den kriminalitet, som klageren er dømt for at have begået, herunder den alvorlige narkokriminalitet, som klageren blev dømt for ved [landsrets] ankedom af vinteren 2023/2024, hvortil kommer, at klageren tillige tidligere er dømt for narkokriminalitet i 2017, hvor han blev idømt fængsel i 40 dage betinget, og for alvorlig personfarlig kriminalitet, hvor han [i vinteren 2013/2014] blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for [personfarlig kriminalitet] og betinget udvist, ved at have [beskrivelse af gerningsindhold] og hvor klageren samtidig blev udvist betinget af Danmark med en prøvetid på 2 år efter tidspunktet for løsladelsen, finder Flygtningenævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet henviser endvidere til Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2024 og begrundelsen heri. Det af klageren anførte om, at han siden 2021 ikke har været misbruger af euforiserende stoffer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren er født [i midten af 1990erne] og opvokset i Afghanistan. Han indrejste i Danmark i 2009 som [12-15] årig. Han har gået i 9. og 10. klasse i Danmark. Han har været aktiv på det danske arbejdsmarked i nogle år. Han kan tale og skrive dansk. Han har en datter i Danmark, som bor hos sin mor. Han har del i forældremyndigheden over datteren og har samvær med datteren. Han har danske og udenlandske venner i Danmark. Han husker ikke meget afghansk. Han har ikke haft kontakt med sin afghanske familie, efter at han flygtede fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2025/12 MNR
