Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 endeligt idømt fængselsstraf i otte måneder for overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1, og § 225, jf. § 216, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og har ingen fast trosretning fra [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, og at myndighederne vil kræve at få oplysninger fra ham om hans tilbageholdelse hos Taliban. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet han er flygtet fra dem. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017, at klageren til støtte for sit asylmotiv har oplyst, at hans [familiemedlem] har arbejdet for det lokale politi. Klageren har videre oplyst, at han ligeledes har arbejdet for det lokale politi, hvor han transporterede ammunition. En dag var der indbrud på klagerens bopæl. Klagerens [familiemedlem]var alene hjemme, da indbruddet fandt sted. Klageren kom efterfølgende hjem på bopælen og så, at klagerens [familiemedlems]våben var blevet stjålet, samt at der var blodpletter på gulvet. Klageren kørte herefter hen til [sit familiemedlems] kontrolpost for at lede efter ham. Klageren blev stoppet på vejen. Klageren troede, at det var det lokale politi, der stoppede ham, og at de ville køre ham hen til klagerens [familiemedlems]kontrolpost. Personerne kørte i stedet klageren til en bygning, hvor han blev ført ind i et mørkt rum. Klageren blev udsat for vold, idet han blev slået og stukket med en kniv. Klageren fik at vide, at hvis han ville finde [sit familiemedlem], så skulle han hjælpe dem. Herefter blev klageren kørt hen til en madrasa, hvor han var tilbageholdt af Taliban. Klageren modtog koranundervisning og militærtræning af Taliban. En aften, hvor der var kaos og bombardementer, lykkedes det klageren at flygte fra madrasaen. Da klageren var på vej væk fra madrasaen, kom der en lastbil kørende forbi, som skulle til [sydasiatisk land]. Klageren hoppede op i lastbilen og udrejste af Afghanistan. Det fremgår videre af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017, at nævnet i det væsentlige har lagt klagerens forklaring om begivenhederne i Afghanistan til grund. Klageren har som asylmotiv videre henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han frygter Taliban, som følge af, at klageren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [sommeren] 2017 lagt til grund, at klagerens konversion til kristendommen er reel. Klageren har i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af hans udsendelsessag [i sommeren] 2024 oplyst til Udlændingestyrelsen, at han ikke længere bekender sig til nogen religion. Klageren har herom blandt andet forklaret, at han ikke har bekendt sig til nogen religion siden 2020, hvor han oplevede at blive mobbet i en kirke i [dansk by]. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at klageren har arbejdet fire til fem måneder for det lokale civilpoliti under den forhenværende regering, idet klageren transporterede våben og ammunition ud til flere kontrolposter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren flygtede fra en koranskole, hvor han var tilbageholdt af Taliban i en kortere periode. Klageren blev således i [sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder ikke – uanset klageren udrejste for 10 år siden – at denne konflikt kan anses for afsluttet. Nævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne for Afghanistan og på udviklingen siden Talibans magtovertagelse i august 2021. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerens [familiemedlem]opholder sig skjult i Afghanistan. Allerede som følge heraf, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af den tidligere konflikt med Taliban fortsat er i et modsætningsforhold til dem, og Flygtningenævnet finder herefter, at klageren isoleret er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Afghanistan. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [Landsrets] ankedom af [sommeren] 2024 er fundet skyldig i overtrædelse af blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 232, stk. 1, § 225 jf. § 216, stk. 1, og for dette er straffet med fængsel i otte måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdet blev begået som led i klagerens arbejde som [stillingsbetegnelse] over for en kunde. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, idet Udlændingestyrelsen har ikke påberåbt sig, at klageren udgør en fare for landets sikkerhed. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, og at det ikke vil være uproportionalt at udelukke ham. Om farevurderingen i den konkrete sag har Flygtningenævnet på den ene side lagt vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet. Der var tale om, at klageren i [sommeren] 2023 begik voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en kvinde, der [nærmere beskrivelse af hændelsesforløb], idet han krænkede kvindens blufærdighed og begik anden kønslig omgang end samleje mod hende. Flygtningenævnet finder ligeledes, at den begåede kriminalitet ikke ligger lang tid tilbage, da forholdet blev begået i [sommeren] 2023, og at straffen blev udmålt til fængsel i otte måneder. Der er tillige lagt vægt på, at klageren har familie i Afghanistan, en afghansk ægtefælle i [mellemøstligt land], og at han udrejste fra Afghanistan som 18-årig, hvorfor han har haft sine formative år i Afghanistan. På den anden side har klageren hverken før eller efter [Landsrets] ankedom udvist kriminel adfærd. Hertil kommer oplysningerne om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering på et udrejsecenter, hvor han har deltaget i flere aktiviteter. Endvidere er oplysningerne om klagerens tilknytning til arbejdsmarked også indgået i vurderingen. Endelig er der lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden 2015 og haft opholdstilladelse fra [sommeren] 2017 til [sommeren] 2024, og at han har danske venner. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet helhedsvurdering, at klageren er en fare for samfundet, og at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, således ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3.
Løbenummer: Afgh/2025/11/lafal
