Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A] i Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at han [i vinteren 2013/2014] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Syrien [i efteråret] 2018. Ifølge klagerens egne oplysninger udrejste han dog retteligt [tidligere i efteråret] 2018. Klageren oplyste i ansøgningsskema af [efteråret] 2023 blandt andet, at han ikke rejste tilbage til Danmark på grund af covid samt sygdom og dødsfald i hans og hans ægtefælles familie. Klageren har senere oplyst blandt andet, at hans forældre var syge, men opholdt sig i [by A], hvorfor de ikke havde mulighed for at se hinanden. Klagerens svigermor var også syg, og de passede hende. De havde ikke mulighed for at rejse ud af Syrien på grund af covid, hvor grænsen til Libanon var lukket. Klageren har yderligere oplyst, at han ikke har haft kontakt til de danske myndigheder under sit ophold i Syrien, fordi internettet var ustabilt, og han ikke havde mulighed for at ringe til udlandet. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, ligesom klageren frivilligt havde taget bopæl i sit hjemland. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Endelig fandt Udlændingestyrelsen, at klageren ikke var omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at klagerens oplysninger til nævnet på flere punkter har været udbyggende, herunder i relation til, hvorvidt han opsagde sit lejemål i Danmark, om hans indrejse fra Libanon til Syrien var frivillig, og om de syriske myndigheder forhindrede ham i at udrejse af landet. Hertil kommer, at klagerens senere oplysninger om, at han modtog et udrejseforbud i Syrien og dermed var forhindret i at udrejse af landet heller ikke ses at være forenelige med, at de syriske myndigheder udstedte nationalitetspas til ham [i foråret] 2023, at passet er udrejsestemplet [i efteråret] 2023, og at klageren nu på ny er indrejst og bosat i Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de af klageren fremsendte lægelige oplysninger vedrørende hans svigermors sygdom og dødfald må anses for at være forfalskede. Det fremgår således af lægeerklæringerne, at klagerens svigermor skulle være født i 1985 og dermed være yngre end klageren. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at klagerens søn, der er voksen, ifølge de foreliggende oplysninger hele tiden har opholdt sig i Danmark, og at der ikke består et afhængighedsforhold mellem ham og familien. Flygtningenævnet er endvidere enig i det af Udlændingestyrelsen i øvrigt anførte og stadfæster derfor afgørelsen.” Syri/2025/1/kdo
