Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren står registreret som udrejst til [europæisk land] [i efteråret] 2017. Klageren har oplyst, at han udrejste af Danmark for at tage ophold og arbejde, fordi han var blevet gift med en kvinde, der boede i [europæisk land]. Klageren indgav [i sommeren] 2022 ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [I foråret] 2024 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Nævnet lægger således til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder, og at han i 2017 har opgivet sin bopæl i Danmark for at være sammen med sin ægtefælle i [europæisk land]. I [europæisk land] fik klageren opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin nu tidligere ægtefælle. Klageren havde ved udrejsen således til hensigt at tage varigt ophold i [europæisk land], hvor klageren fortsat bor. Da klageren har fået lovligt ophold i [europæisk land] på baggrund af familiesammenføring, har klageren opnået beskyttelse i [europæisk land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at [myndighederne i europæisk land] over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at klagerens opholdsgrundlag i [europæisk land] kan forlænges, også selv om klagerens samliv med hans tidligere ægtefælle er ophørt, da hans opholdsgrundlag beror på klagerens omsorg for sine børn, der er [statsborgere i europæisk land ]. Såfremt klageren ikke længere udøver omsorg for børnene, vil [myndighederne i europæisk land] undersøge, hvorvidt der kan foreligge en anden opholdsgrund, som for eksempel beskæftigelse. I den forbindelse har klageren oplyst, at klageren og hans tidligere ægtefælle deler forældremyndigheden over deres to børn, [der begge er født i perioden mellem 2017 og 2020], og at parret har underskrevet en skriftlig samværserklæring [i vinteren 2023/2024], hvoraf fremgår, at børnene ikke overnatter hos klageren, men at han ser dem i weekender, hvor han ikke arbejder. Nævnet finder således, at klageren har haft lovligt ophold i [europæisk land] foreløbigt frem til [sommeren] 2024 med mulighed for forlængelse. Det fremgår endvidere af Flygtningenævnets praksis, at legalt ophold i et tredjeland kan være udtryk for, at man har opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning, at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom man ikke formelt har opnået varig opholdstilladelse i [europæisk land]. Dertil kommer, at [europæisk land], der har ratificeret Flygtningekonventionen, må betragtes et sikkert land, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Der er således ikke grundlag for at antage, at klageren i [europæisk land] vil være i risiko for refoulement til Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet på den ene side lagt vægt på, at klageren har opholdt sig og har haft arbejde i [europæisk land] i knap syv år, og at han har delt forældremyndighed over og har ret til samvær med sine to mindreårige børn, der er [statsborgere i europæisk land]. På den anden side har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt kun lidt over tre år, og at han har sine forældre, [og søskende] i Danmark. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som nogen krænkelse af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. I den forbindelse må det også indgå i vurderingen, at klageren først har rettet henvendelse til de danske myndigheder omkring fem år efter klagerens udrejse, og at han ikke har været forhindret i at rette henvendelse til de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Herefter, og da de forhold, der i øvrigt er anført af den beskikkede advokat, ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2024.” Syri/2024/40/MKTO
