Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og privatpersoner i Nigeria, da han er homoseksuel. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han i Nigeria frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af en lokal bandeleder, der i [efteråret] 2019 slog ansøgerens kæreste ihjel. Ansøgeren frygter derudover en menneskesmugler i Nigeria, som ansøgeren skylder penge. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer at blive forfulgt af myndighederne og privatpersoner, fordi ansøgeren er homoseksuel, eller at blive dræbt eller udsat for overgreb af en lokal bandeleder eller af en menneskesmugler ved navn [navn]. Ligesom Udlændingestyrelsen afviser Flygtningenævnet ansøgerens forklaring i det hele. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2024. Ansøgerens generelle troværdighed er således afgørende svækket som følge af ansøgerens opslag på sociale medier, herunder at det på tidspunktet for det angivelige overfald i Nigeria [i efteråret] 2020 fremgår af en [profil på socialt medie] tilhørende ansøgeren, at ansøgeren på dette tidspunkt befandt sig i Danmark på forskellige lokationer og tillige ved opslag [i efteråret] 2021 fremgår, at ansøgeren fejrede sin fødselsdag i København, og at ansøgeren på nævnsmødet har forklaret, at han indrejste i Danmark i 2022. Ligesom Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet herved også lagt vægt på, at ansøgeren først efter oversættelsen af sin tredje samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 oplyste, at han havde en mandlig kæreste i Danmark, og at ansøgeren kun udviste et meget begrænset kendskab til denne og heller ikke på nævnsmødet har kunnet oplyse mere detaljeret herom. Ansøgeren har på nævnsmødet endvidere forklaret udbyggende omkring de tidsmæssige uoverensstemmelser, idet ansøgeren nu har forklaret, at det er korrekt, at han har været i Danmark flere gange, som det fremgår af [opslag på socialt medie], men at han har været forvirret omkring datoerne i forbindelse med sine samtaler med Udlændingestyrelsen. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering som konstrueret til lejligheden ligesom ansøgerens angivelige konflikter i Nigeria. Det er af advokaten i øvrigt fremlagte kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024.” Niga/2024/8/DIEI