iran20252

Nævnet meddelte i januar 2025 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2025/3. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og har oplyst, at de er tidligere yarsan Al-Haq-troende fra [by A], [distrikt], Iran og ved udrejsen boende i [by B], [distrikt], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men de har været politisk aktive, idet de i Danmark har demonstreret imod det iranske præstestyre, samt været politisk aktive på sociale medier. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forfølgelse af myndighederne i Iran som følge af, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de som familie lever et aktivt liv, herunder med ugentlig kirkegang, som kristne i Danmark og har gjort det, siden de blev døbt i en dansk kirke i [midten af 2010’erne]. Ansøgerne har til støtte herfor yderligere oplyst, at de ved siden af regelmæssig kirkegang tillige modtog regelmæssig undervisning i kristendom forud for deres dåb. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de frygter forfølgelse af myndighederne som følge af, at de har været politisk aktive i forbindelse med demonstrationer foran [sted] i Danmark, rettet mod det iranske styre. Den mandlige ansøger [A] har til støtte herfor oplyst, at hans åbne profil på [socialt medie] indeholder billeder og videoer af demonstrationer i Danmark med op til [700-1.200] visninger. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at [B´s] og [A´s] generelle troværdighed er svækket som følge af, at deres forklaringer om deres kristne konvertering og frygt i forbindelse med deres søns påståede konflikt i Iran tidligere er blevet afvist. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de i kraft af deres politiske aktiviteter i Danmark, herunder deres deltagelse i demonstrationer, er profileret eller eksponeret på en sådan måde, at de er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Der er herved lagt vægt på, at antallet af demonstrationer, som det kan lægges til grund, at de har deltaget i, og deres rolle og eksponering har været begrænset. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og efter det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, tiltræder Flygtningenævnet, at [B´s] og [A´s] kristne aktiviteter ikke er udtryk for en reel indre overbevisning og konvertering. Derfor afviser Flygtningenævnet, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse af denne grund. [C] har ikke afgivet forklaring om sin religion forud for sagens behandling i Flygtningenævnet. [C] har for Flygtningenævnet på tilstrækkelig vis redegjort for, at hun er kristen, og at hendes religiøsitet beror på en reel indre overbevisning, lige som hun har forklaret, hvordan kristendommen påvirker hendes hverdag, herunder med bøn og kirkegang. Flygtningenævnet finder herefter, at [C] som følge af hendes religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf må [B] og [A] meddeles konsekvensstatus, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder at [A] ikke bør udelukkes fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Herefter meddeles [C] og hendes forældre, [B] og [A], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2025/2