Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2024. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sikh og sikh af trosretning fra [by A], [staten A], Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter en person ved navn [A], idet pågældende mener, at ansøgeren stod bag en bilulykke, hvor [A’s] søn, [B], blev slået ihjel. Ansøgeren har i forbindelse hermed oplyst, at hans far åbnede en café sammen med [A], hvor ansøgeren og [B] arbejdede. Ansøgeren og [B] overtog ansvaret for cafeen, da de blev ældre. Ansøgeren og [B] var involveret i en trafikulykke, hvor [B] afgik ved døden. [A] beskyldte ansøgeren og hans far for at stå bag ulykken, så de kunne overtage cafeen. I den forbindelse opstod der diskussioner og småskænderier mellem ansøgerens far og [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han senere var udsat for et overfald, der resulterede i, at han blev indlagt på hospitalet i syv dage. Ansøgeren formoder, at [A] stod bag overfaldet, og anmeldte ham derfor til politiet. Der verserer en straffesag mod [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de indiske myndigheder på grund af korruption ikke vil yde ham den nødvendige beskyttelse og efterforske det overfald, han har været udsat for. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at der efter sagens karakter og de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring, ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på, at der iværksættes en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt i sit hjemland med en person ved navn [A]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse herfor, herunder at ansøgerens forklaring på helt centrale punkter har været divergerende og ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at det også er tilfældet for så vidt angår ansøgerens forklaring under nævnsmødet, hvor ansøgeren blandt andet har oplyst, at han ikke havde noget nationalitetspas og derfor udrejste illegalt af Indien, men at han heller ikke blev bedt om at forevise pas. Ansøgerens forklaring herom er ikke overensstemmende med de oplysninger, han afgav til udlændingemyndighederne [i sommeren] 2024, hvor han forklarede, at han udrejste legalt af Indien ved brug af sit pas, der blev forevist for de indiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere nu også forklaret forskelligt om udrejsetidspunktet og om, hvorvidt han brækkede [en knogle] i forbindelse med bilulykken. Det af ansøgerens anførte om de forhold, hvorunder han har afgivet forklaring, kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Det samme er tilfældet for så vidt angår ansøgerens etnicitet som sikh og de generelle forhold i Indien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2025/1/kdo
