Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring om hans subjektive frygt for ikke at få en retfærdig asylsagsbehandling i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Tyskland har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Tyskland. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Tyskland som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. I lyset heraf finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens subjektive frygt for ikke at få en retfærdig asylsagsbehandling i Tyskland. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Den af DRC Dansk Flygtningehjælp medsendte lægejournal, hvoraf det fremgår, at klageren har psykiske problemer som følge af hans tilbageholdelse i [klagerens hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland vil have adgang til den relevante medicinske behandling, hvilket understøttes af, at klageren i Tyskland forud for sin udrejse til Danmark modtog medicin og havde en tid ved lægen med henblik på undersøgelse af hans psykiske tilstand. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2025/5/EEB
