Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hendes asylsag blev behandlet ordenligt i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke mener, at hun havde nogen rettigheder i Tyskland, samt at hun mener, at de tyske myndigheder ikke ønskede at lytte til hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren har oplevet seksuel chikane på asylcentret i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker således, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om kriminelle forhold til de relevante tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/3/lnkNævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke mener, at hendes asylsag blev behandlet ordenligt i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke mener, at hun havde nogen rettigheder i Tyskland, samt at hun mener, at de tyske myndigheder ikke ønskede at lytte til hende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Såfremt klageren skulle opleve problemer med de tyske myndigheder, må klageren henvises til at klage til en overordnet tysk myndighed. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren har oplevet seksuel chikane på asylcentret i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker således, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om kriminelle forhold til de relevante tyske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2025/3/lnk
