Nævnet omgjorde i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at Danmark allerede har behandlet klagerens asylsag og dermed er den ansvarlige medlemsstat. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Heraf (§ 29 a, stk. 1) fremgår, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at det er et hovedprincip i Dublinforordningen, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det land, hvori ansøgeren først har søgt om asyl, er ansvarlig for behandlingen af asylsagen. Klageren har en afsluttet asylsag i Danmark – som dog er begæret genoptaget af klageren – og Flygtningenævnet finder, at ansvaret for behandlingen af klagerens sag ikke på noget tidspunkt er overgået til Tyskland eller til Nederlandene. Det er derfor uden betydning, at Nederlandene har accepteret at modtage klageren i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Det, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, kan heller ikke føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet tager på denne baggrund klagerens påstand til følge. Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024 ophæves, således at klager ikke overføres til Nederlandene.” Dub-Nede/2025/1/marau
