Nævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et visum til Nederlandene. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering fremgår det af AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Netherlands, 2023 Update”, opdateret i juli 2024, at asylansøgere har ret til penge til at dække deres mad, tøj og personlige udgifter. De har adgang til sundhedsydelser og bistand fra advokat. Mænd og kvinder adskilles ikke under indkvarteringen. Det kan tage 15 måneder eller længere tid at behandle en asylansøgning i forhold til tidligere, hvor det tog 6 måneder. Der er appelmulighed til Rechtbank. Det fremgår endvidere, at halvdelen af asylansøgerne bor i såkaldte ”crisis emergency centres”. Det fremgår om indkvarteringsforholdene bl.a. af rapportens side 16: “Half of the people entitled to reception conditions, i.e. asylum seekers, as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet, were staying in (crisis) emergency centres over the course of 2023 (32,667 out of 64,405 people). Different reports highlight how that the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under European law. While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing, if not worse than last year. Additionally, the (social) safety and self-sufficiency of residents in (crisis) emergency locations need improvement. This can make a significant difference in how residents experience their stay. Without structural measures, the dire situation in which residents find themselves at the (crisis) emergency locations continues to be without a foreseeable resolution. The Dutch government thereby violates its obligation to provide adequate and humane accommodation for asylum seekers in the Netherlands. Moreover, people suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic in too many places. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. […] Finally, residents at three-quarters of the (crisis) emergency locations indicate that the living conditions affect their well-being and sense of human dignity. Large differences between (crisis) shelters also reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness”. Det fremgår endvidere bl.a. af side 119: “Twice a year the COA predicts the capacity it will need in the upcoming period. In October 2023, COA was expecting, for the beginning of 2024, to need to house 69,900 asylum seekers. In its report, the COA foresaw there would be a shortage of 15,000 places at the beginning of the year, a number that is expected to grow throughout the year, as contracts with municipalities for reception centres are ending and many of them do not want to renew the contracts. At the end of 2024, a shortage of 53,000 places is expected by COA.”. Det fremgår endelig af samme rapport, side 128: “Residents of a regular reception centre usually live with 5 to 8 people in one unit. Each unit has several bedrooms and a shared living room, kitchen and sanitary facilities. At the time of writing, there are no reports of serious deficiencies in the sanitary facilities that are provided in the reception centres. Residents are responsible for keeping their habitat in order.”. Det må således lægges til grund, at der er en høj grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene herunder om indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens konkrete forhold, der indebærer, at klageren alligevel ikke skal overføres til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke foreligger de fornødne særlige grunde til at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat. De foreliggende baggrundsoplysninger om modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene kan ikke føre til en anden vurdering. Et flertal af Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at anmode Udlændingestyrelsen om indhentelse af en individuel garanti. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse.” Dub-Nede/2024/5/marau
