Nævnet meddelte i august 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom i for [personfarlig kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Klageren har til støtte herfor anført, at hans [familiemedlem] arbejdede som [stilling] for de udenlandske styrker i Afghanistan, og at familien i den forbindelse modtog [et antal] trusselsbreve fra Taliban. Klageren fik telefonisk at vide af en af [familiemedlemmets] venner, at [familiemedlemmet] var blevet kidnappet af Taliban. [Et antal] dage efter bortførelsen blev [familiemedlemmets] lig afleveret på familiens bopæl af de udenlandske styrker. Tre dage efter [familiemedlemmets] begravelse blev familiens hjem angrebet af talibanere, der omringede huset, som var sat i brand, og klageren hørte personer råbe efter ham. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. lovens § 31. Denne sag vedrører herefter alene spørgsmålet, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Overordnet om vurderingen i sagen[.] Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Det tilføjes, at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand skal inddrages i udelukkelsesvurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, jf. herved dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Savran mod Danmark (2021), præmis 194, og Azzaqui mod Nederlandene (2023), præmis 56 og 57. Er klageren dømt for en særlig farlig forbrydelse? Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Klageren er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 dømt bl.a. for [personfarlig kriminalitet ved […] at have [gerningsbeskrivelse]. Klageren blev endvidere dømt for [yderligere personfarlig kriminalitet over for] samme forurettede et par uger [forud for førnævnte gerningsbeskrivelse]. Klageren blev frifundet for straf, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, idet der ikke blev fastsat en længstetid for foranstaltningen. Efter navnlig arten og karakteren af de pådømte forhold, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren – uanset det oplyste om hans psykiske tilstand – må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Må klageren betragtes som en fare for samfundet? Det er herefter spørgsmålet, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på den ene side anføres, at klageren i 2020 er dømt for [personfarlig kriminalitet] samt [yderligere personfarlig kriminalitet] over for den samme forurettede. Klageren var på gerningstidspunktet psykotisk som følge af sin grundlæggende psykiatriske lidelse i form af [psykiatrisk diagnose]. Han havde på gerningstidspunktet desuden et misbrug af [rusmiddel]. Klageren har over for udlændingemyndighederne og tillige i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet forklaret, at han aktuelt ikke er syg, men føler sig sund og rask. Klageren har oplyst divergerende, om han indtager [rusmiddel], idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har [anvendt det pågældende rusmiddel] siden 2019, hvorimod han over for udlændingemyndighederne og den behandlende psykiater har forklaret, at han [anvender det pågældende rusmiddel] en gang imellem, og at han nogle gange bliver lidt [påvirket]. På den anden side kan det anføres, at den omhandlede kriminalitet isoleret set – hvis klageren var blevet fundet strafegnet - ville have udløst fængselsstraf af nogle måneder – maksimalt 6 måneder – og at klageren ikke i øvrigt er straffet i Danmark, hvor han har opholdt sig siden 2011. Der er nu gået mere end 4½ år siden de pådømte forhold fandt sted. Klageren må anses for at være særdeles velbehandlet, og selv om der på grundlag af hans egne udsagn kan rejses tvivl om dybden i hans sygdomsindsigt, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har et ønske om og en indsigt i nødvendigheden af fortsat at tage medicin for sin psykiatriske lidelse. Det bemærkes, at klageren heller ikke i den periode frem til foråret 2021, hvor klageren blev behandlet med et mindre virksomt præparat, havde konflikter af nogen art med andre personer. Klageren er i det hele beskrevet som en rolig og omgængelig person, der aktivt og problemfrit deltager i aktiviteter mv. på [opholdssted]. Den behandlende psykiater, med hvem klageren har samtale med ca. hver 4 uge, har oplyst bl.a., at klagerens psykotiske symptomer er forsvundet, og at klageren er bevidst om, at medicinen har hjulpet ham, og at han har brug for den, ligesom han ønsker fortsat medicinering, når behandlingsdommen måtte ophøre. Det er endvidere oplyst, at klageren samarbejder uden problemer om den medicinske behandling, og at han [anvender rusmiddel] ind imellem, men at han intet misbrug har. Klageren har ikke været indlagt siden [vinteren 2021/2022]. Medicinsvigt er vurderet til at være den væsentligste risikofaktor for fornyet personfarlig kriminalitet, men under henvisning til, at klagerens tilstand har været fuldstændig stabil i over 2 år, vil den behandlende psykiater anbefale behandlingsdommen ophævet ved næste kontrolhøring ved statsadvokaten. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/30/EEB
