Nævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at han under sit tidligere ophold i Italien ikke opnåede den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet på baggrund af klagerens egne oplysninger lagt til grund, at klageren har opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klagerens opholdstilladelse i Italien er gyldig frem til [vinteren 2027/2028]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis Klageren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA´s rapport “Country Report: Italy — 2023 Update” fra juli 2024 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet bemærker, at klageren efter sine egne oplysninger var indkvarteret på et asylcenter i Italien under behandlingen af hans asylsag og at han under opholdet på asylcentret fik lommepenge. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren, efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Italien, efter egne oplysninger fik adgang til et bosted, fik faste månedlige ydelser og fik tilknyttet en hjælper, som blandt andet hjalp klageren med at finde en bolig samt at klageren også kom i arbejde. Da klageren heller ikke har oplyst om helbredsmæssige problemer og i øvrigt ikke fremstår særligt sårbar, finder Flygtningenævnet ikke, at hverken de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Italien eller klagerens personlige forhold er til hinder for, at Italien kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det anførte om, at klageren ikke har opnået den nødvendige beskyttelse i Italien med henvisning til klagerens forklaring om hans konflikt med [personer], og at klageren har forsøgt at opsøge politiet uden at få den nødvendige beskyttelse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således på baggrund af de foreliggende oplysninger, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ikke har opnået den fornødne beskyttelse mod mulige overgreb fra [personer], ligesom nævnet finder, at han såfremt at han efter en overførsel til Italien på ny måtte opleve problemer med [personer], må henvises til på ny at rette henvendelse til det italienske politi, herunder eventuelt den relevante overordnede myndighed. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” 29b-Ital/2025/1/labja
