Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Slovakiet. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold, manglende sprogkundskaber og netværk i Slovakiet samt at klageren har et herboende barn, hvis bistand hun har brug for.
Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2020/2021] er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Slovakiet og at opholdstilladelsen senest er forlænget til [vinteren 2025/2026]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Slovakiet, samt at klageren i Slovakiet vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Slovakiet, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren, henset til hendes helbredsmæssige forhold, analfabetisme samt manglede sprogkundskaber og netværk i Slovakiet, må anses for ganske særligt sårbar, vurderer Flygtningenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, en klagerens individuelle forhold medfører, at pågældende kan betragtes som ganske særligt sårbar. Nævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2025 og overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun har modtaget lægebehandling i Slovakiet. Det bemærkes hertil, at klageren har fremlagt en række lægelige dokumenter blandt andet udstedt af et universitets hospital i [slovakisk by] og et ambulatorium, hvoraf fremgår, at hun løbende har modtaget både lægelig behandling og medicin for hendes helbredsmæssige problemer. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes herboende søn, [A], har oplyst, at klageren selvstændigt ikke kan klare sig i Slovakiet, idet hun eksempelvis ikke selv kan finde vej, betale sine regninger eller forstå informationer fra lægen, hvorfor [A] deltog i hendes lægebesøg som tolk, betalte hendes regninger og holdte styr på hendes medicin. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren har oplyst, at hun ikke har rettet henvendelse til de slovakiske myndigheder med henblik på at anmode om bistand, herunder eventuelle sociale ydelser. De øvrige oplysninger om klagerens personlige forhold, kan heller ikke danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Slovakiet kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet finder ikke, at der – på trods af disse forhold hos klageren – er væsentlige grunde til at tro, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”
Løbenummer: Slova/2025/1/sahe
