Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde forladt medlemsstaternes område i fire måneder, efter han havde søgt asyl i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har gjort gældende, at han udrejste til [land uden for medlemsstaternes område] i [vinteren 2024/2025], hvor han opholdt sig i fire måneder for at mødes med [sine familiemedlemmer] efter at have været adskilt fra dem i en længere årrække, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at klageren ikke har været i stand til at fremlægge nogen dokumentation for, at han har været udrejst til [land uden for medlemsstaternes område]. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at Tysklands ansvar for klagerens asylsag ikke kan anses for at være ophørt, jf. forordningens artikel 19, stk. 2. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland på grund af hans psykiske problemer, der opstod efter en episode, hvor klageren blev slået af nogle [personer med samme nationalitet som klageren], og fordi klageren har en fornemmelse af, at folk er efter ham. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst til de danske myndigheder, at han anmeldte episoden til politiet, der optog en rapport om hændelsen. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af klageren oplyste om hans psykiske problemer, at klageren antages at kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland, idet Tyskland som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Tysk/2025/32/LAFAL
