Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til barnets tarv og familielivet samt indkvarteringsforholdene for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1, artikel 2, stk. 1, litra g, præamblens pkt. 13, 17 og 39 samt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 7 og 24 samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp til støtte herfor har henvist til, at klagerens tre mindreårige børn bor i henholdsvis Danmark og [europæisk land], og at en overførsel til Sverige vil udgøre en krænkelse af klagerens børns ret til familieliv samt at det vil være i strid med barnets tarv, kan ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i forordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har fået sine tre børn på et tidspunkt, hvor han hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har fået afslag på familiesammenføring [i vinteren 2025/2026], jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og § 9 c, stk. 1. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klagerens tre børn er danske statsborgere, hvorfor de har mulighed for at besøge klageren i Sverige. Flygtningenævnet kan i den forbindelse også henvise til det anførte herom i nævnets afgørelse af [vinteren 2020/2021]. Afgørelsen vedlægges som bilag I. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren sammen med moderen til børnene er den primære omsorgsperson, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og moderen til børnene ikke er samboende, at klageren kun har haft samvær med sine børn i weekender og ferier samt at klageren efter det oplyste ikke har haft samværsret siden Corona-tiden, hvorfor der ikke er tale om et reelt og stabilt familieliv. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at moderen til klagerens to herboende børn er alvorligt syg med [diagnoser], og at hun grundet sin begrænsede familiemæssige omgangskreds har begrænset adgang til hjælp, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at moderen som dansk statsborger har adgang til hjælp og støtte hos de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder yderligere ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter baggrundsoplysningerne om Sverige, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025) ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges inter¬nationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke kan behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtninge¬kon¬ven¬tionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at an¬tage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2025/28/flfr
