Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarterings- og modtageforholdene i Sverige for afviste asylansøgere samt klagerens særlige sårbarhed i kraft af hans helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Til støtte for en behandling af klagerens asylsag i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17 har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til, at der er risiko for, at klageren som afvist asylansøger risikerer at bo på gaden uden adgang til at få sine basale behov dækket og uden at hans menneskelige værdighed er respekteret og beskyttet. De svenske myndigheder er forpligtede til at yde hjælp i form af indkvartering og lægehjælp, uanset hvilket stadie en asylansøgers sag befinder sig på, herunder også i den fase, hvor man er afvist. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige, som er nærmere beskrevet i AIDA’s Country Report Sweden (2024, Update May 2025), s. 52, 91 og 92, må det lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået endeligt afslag på deres ansøgning om asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering, f.eks. i tilfælde af særligt sårbare personer. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke kan behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter klagerens egen forklaring og sagens hidtidige forløb må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Sverige ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men at han ikke har ønsket at medvirke til en tilbagesendelse til sit hjemland Irak. Klageren er derfor umiddelbart omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed, jf. sag C-163/17 Jawo. Den omstændighed, at klageren ikke af de svenske myndigheder tilbydes indkvartering udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af chartrets artikel 4. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klageren uanset sine helbredsmæssige forhold ikke kan anses som fuldstændig afhængig af offentlig hjælp som anført i Jawo-dommen. Flygtningenævnet bemærker bl.a., at det må lægges til grund, at klageren, da han var i Sverige, ikke forsøgte at få adgang til sundhedshjælp, og at dette i vidt omfang beroede på hans eget valg. Hertil kommer, at der efter de svenske regler som nævnt vil være mulighed for i særlige tilfælde at tilbyde indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Sverige og fået afslag på asyl, jf. herved Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. Klageren er delvist lam, sidder i kørestol og har brug for en række hjælpemidler såsom urinposer og badestol, men dette kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark, da klageren ifølge baggrundsoplysningerne i Sverige vil være berettiget til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2025/23/flfr