Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun har en ægtefælle, der er dansk statsborger, og at en overførsel til Schweiz, derfor vil være i strid med EMRK artikel 8.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Indledningsvis bemærkes, at Schweiz i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, har accepteret at tage imod klageren. Dublinforordningens artikel 9 og artikel 2, litra g, har følgende ordlyd: ”Artikel 2 Definitioner I denne forordning forstås ved: … g) »familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: — ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere … Artikel 9 Familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Da klagerens ægtefælles ophold i Danmark ikke beror på, at han har opnået beskyttelse i Danmark, men derimod på en opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, har Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, ikke betydning for så vidt angår ansvarsfastlæggelsen efter forordningen i klagerens sag. Spørgsmålet er herefter, om klagerens sag bør behandles her i landet i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i forordningen. Efter nævnets praksis forudsætter dette, at der foreligger ganske særlige grunde til at fravige hovedprincipperne i Dublinforordningen. Det hedder i præambelbestemmelserne 14, 15 og 17 i Dublinforordningen: ”(14) I overensstemmelse med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør hensynet til familielivet indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af denne forordning. (15) En medlemsstats samlede behandling af ansøgningerne om international beskyttelse fra medlemmerne af en familie gør det muligt at sikre, at ansøgningerne behandles grundigt, og at de afgørelser, der træffes om dem, stemmer overens, og at medlemmerne af en familie ikke adskilles. … (17) Enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, som er indgivet til den eller til en anden medlemsstat, selv om denne behandling ikke er dens ansvar i henhold til de bindende kriterier, som er fastsat i denne forordning.” Klageren og hendes herboende ægtefælle har fået afslag på familiesammenføring [i sommeren 2023] og senest [i efteråret 2024], idet deres ægteskab ikke kunne lægges til grund, og idet der ikke i øvrigt var et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8. Nævnet lægger til grund, at det nu er godtgjort, at der foreligger et retsgyldigt ægteskab mellem klageren og hendes ægtefælle indgået i [foråret 2022]. Uanset at det efter de foreliggende oplysninger om parternes ægteskab og karakteren af deres hidtidige relation må antages at foreligge et familieliv, der nyder beskyttelse efter EMRK artikel 8, finder Flygtningenævnet, at der ikke under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren blandt andet har fået afslag på familiesammenføring i Danmark med sin ægtefælle, er grundlag for at træffe beslutning om, at klagerens asylsag skal behandles her i landet frem for i Schweiz, der er ansvarlig for at behandle ansøgerens asylsag i overensstemmelse med de almindelige regler om ansvarsfastlæggelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Løbenummer: Dub-Schw/2025/4/clu
