Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at han ikke havde fået en ordentlig asylsagsbehandling i Rumænien, og at han ikke ville have adgang til at få genåbnet sin asylsag i Rumænien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Rumænien, og at han er udrejst af Rumænien, inden modtagelse af en endelig afgørelse i asylsagen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at udgangspunktet må være, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien [i efteråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at det efter de rumænske myndigheders oplysninger må lægges til grund, at klageren [i efteråret] 2024 havde en verserende klagesag i Rumænien. Det gøres gældende, at det må lægges til grund, at klagerens sag nu er lukket, og at en tidsfrist på 9 måneder for at kunne åbne sagen er overskredet. Når fristen på 9 måneder er overskredet, kræves en ny ansøgning, som skal vurderes i henhold til det, som kaldes ”subsequent application”. Betingelserne for at få antaget en ”subsequent application” er, at klageren kan fremlægge dokumentation for nye oplysninger, eller at der er sket ændringer i hjemlandet, som har konsekvenser for ansøger. Dette indebærer, at der er en reel risiko for, at klageren ikke vil få en retfærdig behandling af sin asylsag, idet den ikke vil blive åbnet og vurderet i klageinstansen, hvorfor han risikerer udsendelse på et uoplyst og muligt urigtigt grundlag. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at klageren i Rumænien er meddelt afslag i første instans på en ansøgning om asyl, at afslaget blev påklaget og behandlet i et retsmøde hvor klageren havde beskikket advokat og under medvirken af tolk. Han valgte imidlertid at forlade Rumænien uden at afvente appelafgørelsen. De rumænske myndigheder har som anført [i efteråret] 2024 accepteret at modtage klageren i medfør Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, der omhandler forpligtelsen til at tilbagetage en ansøger, hvis ansøgning er under behandling. De rumænske myndigheder oplyste samtidig, at der var en verserende appelsag under behandling ved domstolene. Efter det oplyste, herunder Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, finder nævnet imidlertid ikke at kunne udelukke, at hans asylsag i Rumænien er afsluttet af de rumænske myndigheder som følge af den tid, der nu er forløbet. På det foreliggende grundlag kan Flygtningenævnet således ikke udelukke, at klageren ved tilbagevenden til Rumænien, er henvist til at søge asylsagen i Rumænien genåbnet ved at indgive en ”subsequent application”. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA´s ”Country Report Romania – 2023 Update” senest udgivet i august 2025, pkt. 2.7 om ”The situation for Dublin returnees”. Det fremgår heraf, at en ”subsequent application” kan imødekommes, hvis der fremlægges nye oplysninger eller elementer, der ikke indgik i den oprindelige sag. Der er ingen frist for indgivelse af en sådan fornyet ansøgning. Om retsmidler over for et eventuelt afslag fremgår, at et afslag på en fornyet ansøgning kan indbringes for domstolene i Rumænien. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at anse denne procedure for stridende mod Rumæniens internationale og EU-retlige forpligtelser på området, herunder asylproceduredirektivet. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke er oplysninger om klagerens helbred eller personlige forhold, der giver grundlag for at anse klageren for særlig udsat eller sårbar. Det forhold, at han er af den opfattelse, at han blev dårligt behandlet i Rumænien kan ikke føre til andet resultat. Det må antages, at klageren ved at rette henvendelse til de rumænske myndigheder kan opnå den fornødne beskyttelse mod eventuelle overgreb. Oplysningerne om de forhold klageren vil være underlagt, såfremt hans asylsag måtte være afsluttet af de rumænske myndigheder, finder nævnet heller ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at de generelle forhold for asylansøgere, herunder afviste asylansøgere, i Rumænien har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Rumænien. De foreliggende baggrundsoplysninger giver desuden ikke grundlag for en generel antagelse om, at overførsel til Rumænien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling til det anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien vil være i risiko for refoulement. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet fremgår: ” […] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordnings artikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse. Den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, godtgør ikke, at der foreligger systemfejl.” Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke i øvrigt foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”.
Løbenummer: Dub-Rumæ/2025/1
