Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en kæreste i Danmark og de generelle modtagerforhold i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at anse klageren for at være særlig sårbar eller udsat som følge af [klagerens alder samt karakteren af hendes konkrete konflikter i hjemlandet]. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte herom kan derfor ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Heller ikke det af klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at klageren ønsker at blive i Danmark, da hun har en kæreste, som er dansk statsborger, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet kan i denne forbindelse henvise til, at klagerens kæreste ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 9 eller 10. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Polen ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at hun er sund og rask. Det forhold, at klageren har [diagnose] kan ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2025/6/AALK
