Nævnet stadfæstede i december 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtage- og indkvarteringsforhold i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt endeligt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i sommeren] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark blandt andet henvist til, at ansøgeren som særligt sårbar risikerer at blive udsat for behandling i strid med respekten for den menneskelige værdighed, jf. forordningens art. 17, stk. 1, jf. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder art. 1. Flygtningehjælpen har til støtte herfor anført, at klageren er uledsaget mindreårig. Derudover har Flygtningehjælpen henvist til, at klageren under sin flugt til Europa og i Nederlandene har været udsat for overgreb, herunder overfald og voldtægt, og dette har påvirket ham negativt psykisk. Videre har Flygtningehjælpen henvist til, at klageren i Nederlandene mistede retten til indkvartering, da han blev meddelt afslag på asyl, og at han herefter boede på gaden. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet i særskilt afgørelse af dags dato ikke har fundet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2025 vedrørende klagerens aldersfastsættelse. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren uledsaget mindreårig, og at han som følge heraf er særlig sårbar. For så vidt angår forholdene for afviste asylansøgere i Nederlandene er disse nærmere beskrevet i blandt andet AIDA’s Country Report Update on 2024 fra maj 2025 side 138-140:“(…) Rejection/appeal: Pursuant to Article 5 of the RVA, the right to reception of the rejected asylum applicant continues to exist as long as no deportation decision is taken under the Aliens Act. Article 82 of the Aliens Act provides that an appeal against the rejection of an asylum application has an automatic suspensive effect even before the appeal is lodged. The asylum applicant therefore retains their right to reception if they lodge an appeal within 4 weeks and then until a decision has been taken on this appeal. From the moment the appeal is declared unfounded, the departure period of (usually) four weeks starts. The negative asylum decision does not automatically have suspensive effect in all cases. There is no automatic suspensive effect in case of: ❖ a rejection based on the Dublin procedure (Article 30 of the Aliens Act); ❖ asylum applications declared inadmissible (Article 30a of the Aliens Act, with the exception of paragraph 1 under c - safe third country); ❖ manifestly unfounded asylum applications (Article 30b of the Aliens Act, with the exception of sub 1 under h - unlawful entry / failure to notify immediately); ❖ in the event of ‘not considering the case on its merits’ (Article 30c of the Aliens Act) and the rejection of subsequent applications on the basis of Article 4:6 GALA. (…) Subsequent applicants: When an asylum applicant wishes to lodge a Subsequent Application they have to complete a separate form. From this point onwards, the asylum applicant enjoys the right to reception. However, if the form is not completely filled in (e.g. when no new circumstances are put forward) the application will be disregarded and the right to reception will end. When the form is complete, and the application is being handled during the short or extended asylum procedure, the asylum applicant enjoys the right to reception until the IND has made a decision on the application. If the subsequent application is rejected, the applicant must ask for a provisional measure in order to keep their right to reception. In two judgments, the Council of State ruled that the main rule for subsequent applications based on EU Directives is that the processing of a request for a provisional measure after rejection may be awaited in the reception centre. There are two exceptions: there is no novum and the subsequent application was submitted to frustrate the deportation (This is assumed if the deportation date is known.) If the main rule applies to the case, the asylum applicant retains the right to reception after rejection of the subsequent application until a decision in appeal has been made.” Derudover fremgår det af AIDA rapportens side 162, at afviste asylansøgere har ret til akut sundhedsbehandling. Nederlandene har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, som afvist asylansøger og har også ansvaret for klagerens frivillige eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de nederlandske myndigheder, der inden for rammerne af landets lovgivning og internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Nederlandene, herunder såvel de nederlandske myndigheder som den nederlandske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtage- og indkvarteringsforholdene samt asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ud fra oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter sit afslag på asyl i Nederlandene som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Nederlandene, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der opholder sig lovligt i Nederlandene, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag C-352/23 Changu, præmis 66-79 og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Det må efter Flygtningenævnets opfattelse gælde, uanset om udlændingen ønsker at medvirke til udsendelsen eller ej. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet finder heller ikke, at der er grundlag for at antage, at de nederlandske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med nederlandsk lovgivning og landets internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Nederlandene og er blevet meddelt afslag herpå, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klageren blandt andet har problemer med [kropsdel], og at han på sin vej til Europa og under sit ophold i Nederlandene har været udsat for overgreb, kan føre til, at klageren efter nævnets praksis er så særligt sårbar, at det kan begrunde, at klagerens asylansøgning skal behandles på ny i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Nede/2025/7/Sael
