Nævnet stadfæstede i august 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de genelle forhold for personer, som er meddelt beskyttelse i Nederlandene.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Nederlandene fra [sommeren] 2024 til [vinteren 2027/2028]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Nederlandene, samt at klageren i Nederlandene vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Nederlandene, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren må forventes at have den fornødne adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. ved en tilbagevenden til Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker om baggrundsoplysningerne om forholdene for personer med opholdstilladelser i Nederlandene, at det af AIDA’s ”Country Report, Netherlands 2024 Update”, fra maj 2025, side 206 og 207 fremgår, at personer med subsidiær beskyttelse, indtil de tildeles en bolig, vil blive indkvarteret på asylcentre, hoteller eller lignende. Det fremgår videre af samme rapport, side 208, at personer med subsidiær beskyttelse har adgang til arbejdsmarkedet. Endelig fremgår det af rapportens side 211 og 214, at personer med subsidiær beskyttelse har samme adgang til sociale ydelser og sundhedsbehandling som nederlandske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen, at han efter at være blevet meddelt opholdstilladelse blev tilbudt indkvartering, ligesom han i en periode efter meddelelsen af har haft beskæftigelse. Det fremgår videre af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen, at han enten frivilligt har forladt opholdsstederne eller er blevet smidt ud fra disse, fordi han ikke har kunnet overholde ordensreglerne. Flygtningenævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger, herunder klagerens egne forklaringer til grund, at klageren har opnået den fornødne beskyttelse i Nederlandene, og at han fortsat vil have adgang til den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Nederlandene. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har opnået den nødvendige beskyttelse i Nederlandene, idet klageren har været tvunget til at leve under kritisable indkvarteringsforhold samt på gaden, og at han har været udsat for overgreb af de nederlandske myndigheder, kan føre til en ændret vurdering. Heller ikke det anførte om baggrundsoplysningerne vedrørende indkvarteringsforholdene i Nederlandene, eller det forhold, at klageren har oplyst, at han af offentlige myndighedspersoner har været udsat for vold og diskrimination, og at han ikke har fået økonomisk støtte eller hjælp til at finde en passende bolig, fordi han er [etnicitet], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at disse anbringender er underbygget hverken i baggrundsoplysningerne om personer, der er blevet meddelt subsidiær opholdstilladelse i Nederlandene, eller i oplysningerne om sagens konkrete omstændigheder. For så vidt angår det af klageren oplyste vedrørende hans oplevede diskrimination i anledning af hans [etniske] baggrund samt hans oplyste konflikter med myndighedspersoner, andre udlændinge og hans [familiemedlem], finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til relevante myndigheder i Nederlandene, herunder eventuelle overordnede muligheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at der foreligger oplysninger, der kan føre til, at Nederlandene ikke kan tjene som klagerens første asylland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”
Løbenummer: § 29b-Ned/2025/1
