Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens mindreårige søn har opholdstilladelse og opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Tyskland, gjort gældende, at klagerens mindreårige søn er bosat i Danmark, hvorfor klageren, under henvisning til retten til familieliv, bør få sin asylansøgning realitetsbehandlet i Danmark efter Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. art. 6, stk. 1, herunder art. 6, stk. 3, litra a. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 13, 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af bl.a. reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og hans søns mor blev religiøst viet i Libanon i 2015-2016, og at deres samliv ophørte i 2019. Klageren valgte herefter i 2019, af egen fri vilje og efter sin søns fødsel i Danmark, at søge om asyl i Tyskland, hvorfor det må antages, at klageren ved indgivelse af asylansøgning i Tyskland havde til intention at tage varigt ophold i Tyskland. Klageren har under sit ophold i Tyskland fra 2019 og frem til sin genindrejse i Danmark i [vinteren 2023/2024] udelukkende haft telefonisk kontakt med sin søn, og har i perioden ikke gjort sig øvrige bestræbelser på at opnå familiesammenføring. Det forhold at klageren nu ønsker at opholde sig i Danmark med sit barn må således henhøre til reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. dom C-661/17, M.A., S.A. og A.Z. mod Irland, afsagt af den Europæiske Unions Domstol den 23. januar 2019. Således kan hensynet til barnets tarv ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder i øvrigt, som kan begrunde, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren i Tyskland blev udsat for seksuelle overgreb og ulovlige krænkelser i form af omfattende hævnporno, og deraf medfølgende chikane, vold og trusler. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de tyske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren henvises til at rette henvendelse til relevante tyske myndigheder om eventuelle kriminelle forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Tysk/2025/11/lnk
