Nævnet stadfæstede i april 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at modtagerforholdene for asylansøgere i Schweiz var utilstrækkelige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det kan lægges til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz, og at ansøgningen fortsat er under behandling i Schweiz. Det bemærkes, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han efter anvisning af de schweiziske myndigheder rejste fra Schweiz til Nedelandene, hvor han opholdt sig i 3 dage. Der er imidlertid ikke andre oplysninger, der støtter klagerens forklaring om et ophold i Nedelandene, og Flygtningenævnet finder, at denne del af klagerens forklaring ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i vinteren 2024/2025] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1.Flygtningenævnet bemærker overordnet, at Schweiz har tiltrådt både Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, og der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke fornødne holdepunkter for at antage, at de schweiziske myndigheder ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke har oplyst om forhold, der – sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Schweiz – giver grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet. Klagerens oplysninger om blandt andet midlertidige indkvarteringsforhold i en bunker, grænseoverskridende adfærd fra personalets side og om begrænsninger i adgangen til lægehjælp indebærer efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at omstændighederne i den foreliggende sag har en karakter, der kan danne grundlag for en beslutning efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, om, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke har forklaret om manglende adgang til relevant lægehjælp i forbindelse med konkret, alvorlig sygdom eller lignende. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”
Dub-Schw/2025/1/AJNI
