Nævnet stadfæstede i august 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke er sikret at kunne få opholdstilladelse i Italien igen, og at han under sit tidligere ophold ikke opnåede den nødvendige beskyttelse. Klageren blev smidt ud af asylcentret og skulle klare sig selv uden nogen hjælp fra myndighederne. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Italien. Opholdstilladelsen var gyldig indtil til [vinteren 2019/2020]. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren vil kunne få opholdstilladelse i Italien igen, finder Flygtningenævnet, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har været i kontakt med [sit hjemlands] ambassade i [europæisk by], kan ikke føre til et ændret resultat. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et sådant niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Italy – 2023 Update” fra juli 2024 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Italien af de italienske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed og fik ydelser, herunder sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klagerens (religiøst viede) herboende ægtefælle og hendes særbørn har opholdstilladelse i Danmark, ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af 12. juli 2024, om blandt andet hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. EMRK art. 8, FN’s Børnekonventions artikel 3, FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder artikel 23 samt EU’s Charter om Grundlæggende rettigheders art. 24, stk. 3, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagerens ret til at udøve et familieliv med sin (religiøst viede) herboende ægtefælle og deres ufødte barn, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Løbenummer: §29b-Ita/2024/2/EEB
