Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i april 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet]-kurder og sunnimuslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af en retssag mod to [personer], der er ansat i [Sepah]. Under retssagen krævede han som [stillingsbetegnelse] betaling for sin andel af arbejdet. Dommeren var uretfærdig og afviste sagen med henvisning til, at ansøgeren som [etnicitet] ikke har krav på nogen betaling, da han ikke er ”rigtig iraner”. På vej ud af retten var ansøgeren meget ophidset, og derfor udtalte han blandt andet skældsord om Khomeini, islam og den Islamiske Republik Iran. Samme aften blev ansøgeren opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, Sepah, på sin bopæl. Derefter blev ansøgeren tilbageholdt under fængselslignende forhold i [40-50] dage, hvorunder han blev tortureret og beskyldt for at være imod den Islamiske Republik, for at samarbejde med regimekritiske politikere, ligesom han blev anklaget for at have hjulpet familier til demonstranter, der havde demonstreret imod regimet. Efterfølgende er han blevet opsøgt og tilbageholdt af efterretningstjenesten, Sepah, [tre-fem] gange af kortere varighed. Subsidiært har ansøgeren anmodet om, at han ved Retsmedicinsk Institut skal gennemgå en torturundersøgelse. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af, at han er anklaget for at være imod den Islamiske Republik, for at samarbejde med regimekritiske politikere og for at have kautioneret for anholdte demonstranter, som havde deltaget i protestdemonstrationer mod myndighederne, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund har en asylbegrundende konflikt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konfliktens baggrund på væsentlige punkter fremstår generel, usammenhængende og ikke troværdig. Det fremstår således usammenhængende, at ansøgeren individuelt skulle inddrive sin del af [firmaets] tilgodehavende, selv om ansøgeren og hans partner drev et fælles firma. Dette særligt også, da deres fælles firma juridisk stod registreret i partnerens navn. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at de to kunder skulle kende ansøgeren og firmapartnerens interne fordelingsnøgle på 60/40, således at ansøgerens partner fik betalt sin andel, mens dette ikke var tilfældet med hensyn til ansøgerens andel. Nævnet har ved sin vurdering blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under samtalerne med Udlændingestyrelsen om, at han i sit pas ikke har noget statsborgerskabsnummer, fordi han er [etnicitet]-kurder og dermed ikke ”rigtig iraner”, hvilket skulle være grundlaget for dommerens afgørelse om at afvise den civile sag, som ansøgeren blev ophidset over, må tilsidesættes, idet ansøgeren må anses for at være iransk statsborger. Derudover fremgår det af ”DFAT Country Information Report – Iran”, udgivet af Australian Government Department of Foreign Affairs and Trade den 24. juli 2023, at [etnicitet]-kurdere, der har iransk statsborgerskab, har samme rettigheder som andre iranere. Som følge heraf og efter en samlet vurdering finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han samme aften, som retssagen havde fundet sted, blev opsøgt og anholdt af efterretningstjenesten og derefter fængslet i [40-50] dage, hvorunder han blev udsat for tortur og skulle underskrive et dokument, som han ikke kender indholdet af. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han [tre-fem] gange efter sin løsladelse er blevet opsøgt af efterretningstjenesten og taget med, eller at han under den sidste tilbageholdelse blev tævet af Sepah. Nævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han er eftersøgt af de iranske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren [i efteråret] 2021 fik udstedt et nationalitetspas af myndighederne, ligesom ansøgeren udrejste legalt af Iran via Teheran lufthavn [i vinteren] 2021 uden at opleve problemer. Dertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det eneste, han ved, er, at han har sat sit fingeraftryk og tilstået nogle ting, som han ikke ved, hvad er. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren hertil har bemærket, at han på disse tidspunkter ikke var dømt af retten endnu. Flygtningenævnet finder herudover, at det fremstår påfaldende, at ansøgerens ægtefælle og [barn], der har opholdt sig en periode sammen med ansøgeren i [land], efterfølgende rejste tilbage til Iran, hvor de nu opholder sig i Teheran hos ansøgerens [familiemedlem], selv om ansøgeren frygter, at hans nu [16-18-årige] [barn] vil blive pågrebet af myndighederne, og selv om efterretningstjenesten, Sepah, flere gange efter ansøgerens udrejse af Iran har opsøgt medlemmer af ansøgerens familie. Endelig fremstår det påfaldende, at ansøgeren ikke ved, om ansøgerens familie har modtaget en indkaldelse af ansøgeren til retten, efter at ansøgeren er udrejst, særligt når henses til, at ansøgerens far skulle have betalt [beløb] i kaution i forbindelse med ansøgerens løsladelse. Flygtningenævnet bemærker, at det i nævnets vurdering af ansøgerens troværdighed er indgået, at ansøgeren har haft [flere sygdomsforløb], at han har været udsat for vold, at han under nævnsmødet har været grådlabil flere gange, samt at han har symptomer svarende til [helbredsforhold]. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for torturundersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner samt om tilvejebringelse af andre bevismidler. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. De generelle forhold i Iran kan heller ikke anses for asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Iran/2024/32/SCH
