Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at han i Sverige frygter at blive udsendt til sit hjemland.”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at ansøgeren i Sverige frygter at blive frihedsberøvet og udsendt til [hjemland], kan ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom styrelsen lagt vægt på, at ansøgeren i Sverige er meddelt endeligt afslag på asyl, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en fyldestgørende asylsagsbehandling. For så vidt angår ansøgerens helbredmæssige forhold, herunder der oplyste om, at han lider af allergi, stress og [søvnbesvær], finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at han under sit ophold i Sverige havde adgang til sundhedsbehandling, og at det må antages, at han i Sverige vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, side 96, hvoraf det blandt andet fremgår, at: “During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, they are entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen).” Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2024/1/CARA
