dub-pole202411

Nævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et polsk visum, der udløb mindre end seks måneder før klageren indgav ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle har opnået opholdstilladelse i Danmark, samt de generelle forhold for asylansøgere i Polen, herunder risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling, samt risikoen for frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i foråret] 2024 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for Dublin-returnees, der ikke er tidligere asylansøgere, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA’s seneste rapport fra april 2023, side 29: ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne samtidig må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, i et stort omfang. Det er imidlertid anført i den ovennævnte rapport fra AIDA, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om risikoen for frihedsberøvelse af og indkvartering af Dublin-returnees, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at de nyeste baggrundsoplysninger peger på en vis opblødning af praksis for frihedsberøvelse af Dublin-returnees, og at de generelle modtage- og indkvarteringsforhold som anført ikke kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har en herboende ægtefælle, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder i forbindelse hermed, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv mellem klageren og hendes partner, henset til at klageren ved oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 har oplyst, at hun har en forlovet i Danmark, og at de ikke er gift. Klageren har hertil oplyst, at de indledte deres forhold til hinanden for to år siden, hvor de mødte hinanden tre gange i [land i Mellemøsten], hvorefter de ikke har set hinanden, og udelukkende har haft telefonisk kontakt indtil klagerens indrejse i Danmark. Endvidere har klageren til partshøringssamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2024 bekræftet, at de blot er kærester, og at de skal se hinanden an, inden de beslutter sig for, om de skal giftes. Hverken klageren eller Dansk Flygtningehjælp har ved dags dato fremlagt dokumentation for et ægteskab til Flygtningenævnet eller Udlændingestyrelsen, hvorfor Flygtningenævnet på det foreliggende ikke kan lægge deres ægteskab til grund. Klageren er således ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder endelig, at der heller ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/11/lnk