Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene i Frankrig samt til klagerens helbredsmæssig forhold, og til at klageren er blevet menneskehandlet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig, og at han i Frankrig vil blive anset som ”subsequent applicant” Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da klageren ved en overførsel til Frankrig er i risiko for ikke at have adgang til passende modtage- og indkvarteringsforhold i forbindelse med en fornyet behandling af klagerens asylsag på samme måde, som det var tilfældet i forbindelse med de franske myndigheders oprindelige behandling af hans oprindelig asylsag, jf. EU chartrets artikel 1 og 4, samt EMRK artikel 3, Følgende fremgår af AIDA´s Country Report: France, 2023 (update May 2024), vedrørende Dublin returnees, herunder ”subsequent applicants”: ” 2.7 The situation of Dublin returnees Applications of persons returned to France under the Dublin III Regulation are treated in the same way as any other asylum applications. If the asylum seeker comes from a safe country of origin, their application is examined under the accelerated procedure. If the asylum application had already received a final negative decision from the CNDA, the asylum seeker may apply to OFPRA for a re-examination only if they possess new evidence (see section on Subsequent Applications). Support and assistance to Dublin returnees remains complicated. The humanitarian emergency reception centre (Permanence d’accueil d’urgence humanitaire, PAUH) run by the Red Cross based next to Roissy – Charles de Gaulle airport aims to provide people released from the transit zone, after a court decision, with legal and social support. For many years, without any funding to implement this activity, the centre has welcomed Dublin returnees at their arrival at the airport. The returnees are directed towards the centre by the police or the airport services. Upon their arrival at the airport, the Border Police issues a safe conduct (sauf-conduit) which mentions the Prefecture where the asylum seekers have to submit their claim. This Prefecture may be located far from Paris, in Bretagne for example. The returnees have to reach the Prefecture on their own as no organisation or official service meets them. The centre cannot afford their travel within the French territory due to funding shortages. When the relevant Prefectures are in the Paris surroundings, two situations may occur: On the one hand, some Prefectures do not register the asylum claims of Dublin returnees and redirect them to the SPADA. As it has already been mentioned in the Registration section, access to these platforms is very complicated and some returnees have to wait several weeks before getting an appointment with the organisations running them. On the other hand, some Prefectures do immediately register the asylum claims of returnees and direct them to OFII in order to find them an accommodation place. The PAUH is the only entity receiving and supporting Dublin returnees upon their arrival in France by Charles de Gaulle airport. Considering the systemic difficulties encountered by the orientation platforms in Paris and its surroundings, several Dublin returnees, after registering their claim, are eager to turn to it in order to complete their asylum claim form or to find an accommodation. In Lyon, the situation is similar upon arrival of returnees at Saint-Exupéry airport. The returnees are not received at their arrival and not supported. They are supposed to present themselves at the SPADA run by Forum réfugiés to be registered before submitting their claim. They encounter the same difficulties in terms of accommodation to the conditions in Paris. When the incoming transfer concerns an asylum seeker who has previously abandoned their application and left the country, a new claim is considered as subsequent application. Dublin returnees further face important obstacles in accessing reception centres that is the same difficulties as all asylum seekers in France in securing housing. This is due to the fact that there is approximately a 50% gap of available places, as further explained in Conditions in reception facilities.” Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er ikke er grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke har behandlet klagerens oprindelige asylsag i overensstemmelse med fransk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter det øvrige indhold af den ovenfor nævnte AIDA-rapport heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der – uanset betydelige udfordringer i det franske asylsystem - er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at man som ”subsequent applicant” i overensstemmelse med fransk lovgivning ikke vil have adgang til indkvartering, jf. herved nærmere pkt. E.3. om Reduction or withdrawal of reception conditions i den ovenfor nævnte AIDA-rapport. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger sådanne forhold, herunder af humanitær karakter, at der er grundlag for at behandle klagerens asylansøgning her i landet, uanset at klageren allerede har fået behandlet sin asylsag i Frankrig og fået afslag på asyl, jf. herved Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Som anført ovenfor finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at anse de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Frankrig for omfattet af Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet finder heller ikke, at de foreliggende oplysninger herom sammenholdt med ansøgerens konkrete forhold kan danne grundlag for, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klagerens oplysning om, at han er blevet udsat for diskrimination af de franske udlændingemyndigheder under asylbehandlingen, og at han ikke har haft mulighed for at påklage afgørelsen vedrørende afslag på asyl, er således ikke omstændigheder, der kan danne grundlag for, at asylsagen skal behandles her i landet. Klageren må således henvises til at rejse de nævnte spørgsmål over for de franske myndigheder efter overførslen til Frankrig. Heller ikke det forhold, at klageren lider af [smerter i kroppen], kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herved, at det af AIDA´s Country Report: France, 2023, (update May 2024), side 132, blandt andet fremgår, at: “Persons who have no right to remain on the territory, including rejected asylum seekers, benefit from the PUMA for six months after the end of validity of the asylum claim certificate. Before 2020, the time period was one year. After this period, State Medical Aid (AME) enables them to receive free treatments in hospitals as well as in any doctors’ offices.” Endelig kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er er blevet menneskehandlet, ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet dette må forudsættes at være et forhold, som også kan indgå i forbindelse med de franske myndigheders behandling af klagerens sag som ”subsequent applicant”. Der er ikke grundlag for at fastslå, at de franske myndigheders behandling af sager vedrørende menneskehandlede er utilstrækkelige. Dette fremgår blandt andet af rapporten: Trafficking in Persons Report 2024, udgivet af USDOS. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2024/5/DIEI
